|
Dansk Vestindien.
Foredrag og rundtur. www.danskvestindien100.dk Der er skrevet tykke bøger om Dansk Vestindien, og der er skrevet bøger om helt specifikke emner, men dette er den første bog, der kommer hele historien igennem på en kort og overskuelig måde. Det var egentlig meningen, at denne bog skulle udgives som en rigtig bog især med henblik på, at vores håbefulde ungdom, kunne få et indblik i denne del af danskernes historie. Selvfølgelig også til alle andre, der vil vide mere om dette spændende, men lidt følsomme emne. Af forskellige grunde blev det i stedet til denne net-udgave, som jeg tror, at mange flere læsere kan få glæde af. Bogen kan læses kvit og frit, men hvis der alligevel skulle være en læser, der vil donere et mindre beløb f.eks. 25 kr., så brug mobilpay på nummeret 40 58 98 25. Der kan også skrives til mig på mailen kim@greiner.dk. På denne adresse kan også bestilles et aktuelt foredrag, eller der kan fås en rundtur om samme emne.
Foredrag af Kim Greiner "Dansk Vestindien før og nu." Klik her og gå til Greiner billedforedrag. Rundtur med Kim Greiner "Slavernes historie i Frederiksstaden." Klik her og gå til Greiner rundture.
Forord
Det Gule Palæ eller Slavehandlerens Palæ ligger i Amaliegade 18, København og blev bygget af Kgl. priviligeret slavehandler Frederik Bargum i 1764-65.
På øerne blev der hovedsageligt dyrket sukkerrør, og det udvundne sukker og rom blev sejlet tilbage til Danmark, hvor en stor del blev eksporteret videre. Togtet kunne nemt tage 1½ år, men ved et heldigt udfald indbragte det umådelige rigdomme til slavehandelens bagmænd.
Christiansborg, der blev anlagt i 1661, var det største fort på Guldkysten, men efterhånden herskede danskerne over næsten 200 km af kysten.
Slaver, der skønnedes at være over 35 år, blev alle kasseret, og resten blev inddelt efter faste takster efter en hel, en halv og en tredjedel slaves værdi.
Det gamle slavefort Christiansborg blev i 1960 residens for Ghanas første præsident.
Danskerne betalte med nye våben i form af flintebøsser, redskaber, metaller, tøj og brændevin, og høvdinge og konger forvandlede sig til grådige og blodtørstige slavehandlere for at få fat i de eftertragtede varer. Så det var ikke bare en håndfuld glasperler, der blev givet i bytte for en sund og stærk mandsslave. I 1750 kostede en sådan slave på fortet Christiansborg: 2 flintebøsser, 40 pund krudt, 1 anker dansk brændevin, 1 stykke hørlærred, 4 stykker farvet bomuldsstof, 2 stænger jern, 1 stang kobber, 1 tinskål, en pakke koraller og 20 strandskaller. Bjælder og mundharper var dog også i høj kurs. Prisen svingede selvfølgelig efter udbud og efterspørgsel, men når en meget nærgående besigtigelse var foretaget, og handelen var afsluttet, blev slaverne lænket, brændemærket med kompagniets segl og lagret i slavekasserne. Forsyningen af slaverne til de danske forter lod sig ikke planlægge, så her sad de ofte i månedsvis, indtil der kom et skib, der kunne bringe dem videre. Det var slet ikke en nem opgave for Kompagniets embedsmænd, hvis de skulle holde hundredvis af slaver på kost i så lang tid. Så det var noget af en balancegang at spare på kosten og samtidig sørge for, at ikke alt for mange døde af underernæring og sygdomme.
Fra slutningen af 1770’erne kom der rigtig skub i den danske slavehandel, idet England og Frankrig var i krig, medens det lykkedes for Danmark at holde sig udenfor. I slutningen af 1700-tallet herskede Danmark over næsten 200 km af Guldkysten, og der var bygget fire andre forter: Fredensborg, Prinsesten, Kongesten, og Augustaborg, og lille Danmark var blevet en ”stormagt” i slavehandelen. Kongen og Kompagniet måtte derfor ustandseligt skride ind over for uærlige guvernører og embedsmænd, der svindlede og stjal af kassen. Soldaterne var også ofte udskud fra Danmark, der fik tjeneste på forterne, og der var mulighed for hurtigt avancement. Klimafeberen raserede hurtigt rækkerne, og i løbet af få år kunne en menig sidde som guvernør.
På Guldkysten blev danskerne ofte inviteret med til de indfødtes fester. Begravelsesfester var en blodig affære, for hundredvis af de indfødte fik afhugget deres hoveder, så de kunne opvarte høvdingen hinsides.
Forternes regnskaber var et syndigt rod, og hjemlandet havde ingen mulighed for at kontrollere noget som helst. Indkøbte slaver blev bogført til en højere pris, end de havde kostet, og ikke sjældent levede slaverne videre længe efter, at de i bogholderens bøger var afgået ved døden – så kunne guvernøren nemlig sælge den ”døde” slave videre for egen indtægt. Bogholderen selv blev ofte også stående på lønningslisten længe efter sin død, for så kunne kollegerne hæve hans løn. Mulatdrengene fik en kort skolegang, hvorefter de i 10-12 års alderen blev trommedrenge og derefter rigtig soldater. Med pigerne var det ikke så let. De kunne enten blive ”gift” med en ny, god, kristen mand eller friste tilværelsen som glædespiger for soldater og de sømænd, der kom til kysten med slaveskibene.
Jo, det er artige sager, der dukker op i arkiverne, men det var trods alt det gode, danske godtfolk, ja selv Ludvig Holberg, der hjemme i Danmark investerede deres sparepenge i den givtige handelsvirksomhed. Slaveskib der venter på friske indfangne slaver fra Christiansborg på Guldkysten.
Præsten Johannes Rask kan også berette om andre grusomheder på Guldkysten, som han først røber i en gemt dagbog, der blev fundet efter hans død, da han havde trukket sig tilbage fra sin senere præstegerning i Nordnorge. Hele sit liv blev han forfulgt af de billeder, der blev brændt ind på hans nethinde i forbindelse med høvdingen Bensiangs død. For at høvdingen ikke skulle være uden opvartning hinsides, fik nogle hundrede slaver afhugget deres hoveder. Det var de gamle, vanføre og skrøbelige, der blev ofret, for de kunne jo alligevel ikke byttes for geværer og brændevin, og når de igen opstod fra de døde, var de unge og friske. De hvide var altid meget velkomne til disse begravelses-ceremonier, fortæller Rask, og de blev indbudt til at hugge hovedet af så mange, de lystede, for de dødsdømte troede, at hvis de blev dræbt af en hvid mand, så genopstod de blandt de hvide og ville bliver lige med europæerne.
Johannes Rasks indstilling til slavehandelen er klar, men hans forargelse er kun rettet mod sælgerne, og han mener, at det er dem, som Herren skal omvende. Der blev aldrig i Rasks dagbog nævnt et ondt ord om dem, der købte slaverne. Det faldt ham ikke ind, at hvis der ikke var nogen, der ville købe dem, var der jo heller ikke nogen, der solgte dem.
Efterhånden som varerne fra Danmark blev losset af i bytte for slaverne, blev skibene bygget om, idet der skulle opsættes et mellemdæk, således at der kun var 70 cm mellem dækkene. Som en tommelfingerregel fik hver voksen slave et albuerum, der var 180 cm langt, 40 cm bredt og 70 cm højt, ikke meget mere end en ligkiste. Der blev også bygget to ”slaveskanser” af svært tømmer, så der kunne holdes øje med slaverne, når de i små hold blev luftet på dækket. Øverst på skanserne blev der opsat små kanoner med blykugler eller stenhårde ærter, så dækket kunne bestryges, hvis der var det mindste tegn på oprør. Slaveskibet Fredensborg var 31 m langt og 9 meter bredt. Da det lettede anker fra Slavekysten 23.april 1768, var det lastet med 265 slaver.
Der var to slags slavekaptajner ”the loose-packers” og “the tight-packers”, og det der var vigtigt for kompagniet og i kaptajnernes interesse var, at få så mange levende slaver med hele vejen over til De Vestindiske Øer. Hvis man pakkede tæt, var der flere at tage af, hvorimod løs-pakkerne måske havde færre døde undervejs. Et normalt slaveskib, som f.eks. Fredensborg, der lettede anker 23.april 1768 fra Slavekysten, var omkring 31 meter langt og 9 meter bredt, og sådan et skib kunne godt få plads til 265 slaver, men ofte døde dog op mod halvdelen undervejs. Der var andre, der pakkede endnu tættere, som kaptajn Jørgen Grabner, der i 1699 med ”Christianus Qvintus”, der var 34 meter langt og 8 meter bredt, fik pakket 549 afrikanere, men da han var nået frem, var 196 af dem også døde. Året før havde ”Københavns Børs”, der var af nogenlunde samme størrelse, pakket 506 slaver, hvoraf 226 døde. Direktionen betegnede da også rejserne som ”helt slet udfaldne” og udtrykte deres tillid til at: ”Herren herefter vilde forlene bedre Lykke”.
Det havde hjulpet noget, at de danske skibe havde opfundet nogle vindsejl, der som nogle store rør af lærred havde en åbning i vindretningen, så der kunne ledes frisk luft ned på slavedækkene. Hvor meget, det så har hjulpet, vides ikke, for der var så kvælende varmt og luftfattigt under dækket, at et stearinlys dårlig nok kunne brænde.
Slaveskibene blev ombygget med et mellemdæk, og hver voksen slave havde som tommelfingerregel et råderum, som var180 cm langt, 40 cm bredt og 70 cm højt.
Der var store udsving i hvor mange, der døde på overfarten. Når det stod værst til, var det op mod halvdelen af slaverne, men i gennemsnit mener man, at omkring 15 % af dem døde. Men værre stod det faktisk til med den hvide besætning, hvor det ikke var ualmindeligt, at en tredjedel døde af fejlernæring og fremmede sygdomme. Mellem København og Helsingør gik det glat, men så begyndte vanskelighederne, for kaptajnen var nødt til at vente på gunstig vind, der skulle bringe skibet ud i Kattegat og rundt om Skagen og også vest om Irland. Datidens skibe kunne ikke krydse tæt op til vinden, så selvom sejladsen gennem Kanalen mellem England og Frankrig var meget kortere, var den også meget vanskeligere. Ude i Kattegat og videre i Nordsøen var vindene uregerlige, og det hændte, at Thorshavn fik besøg af Ostindien-farere, og selv på Island har skibene søgt nødhavn.
Trekantruten København - Guldkysten - De Vestindiske Øer og tilbage igen kunne ofte tage flere år. Tordenskjold havde taget turen som skibsdreng, og her fik han sine første hår på brystet.
Når skibene nåede Krebsens vendekreds og passerede ækvator, var det ofte under stor lystighed, og hvis der var nye matroser eller passagerer om bord, blev de udsat for allehånde pinlige prøvelser. Når slaveskibene endelig nåede Christiansborg på Guldkysten, blev der saluteret både fra fortet og skibene, så kanonerne blev rødglødende.
Det var ikke just hurtige omladninger, der prægede skibene, for varer skulle fra borde og andre varer om bord, foruden at de kunne ligge i månedsvis og vente på fuld last af slaver. Hajerne omkring skibene var mange og store, og vandet langs skibssiderne blev ofte bragt i kog, når de døde blev smidt over bord. Det nyttede intet, at de døde blev indsyet i deres køjesække og forsynet med en kanonkugle, for hajerne splittede de døde ad, inden de nåede bunden. Og rovdyrene skyggede tålmodigt skibene de tusinde af sømil over til den amerikanske kyst, for der vankede godbidder hele tiden.
Nogle af slaverne ville hellere dø end leve deres liv i trældom, så de sultestrejkede. Disse redskaber kunne bruges til få åbnet deres mund.
Mellempassagen i Kalmebæltet var alles gru, for selvom der kunne komme en kortvarigt tornado med silende regn, så var der ofte så vindstille, at skibene drev over Atlanten og ofte så langsomt, at det var svært at holde styrefart. Først midtvejs ude i Atlanten genfandt skibene den friske nordost-passat. En hurtig og heldig sejlads tog for et slaveskib mellem Guinea og Dansk Vestindien seks uger og ofte betydeligt længere, hvor skibene løb tør for vand og mad, og både hvide og sorte døde som fluer.
I starten lagde de fleste skibe til i havnen på St. Tomas, men senere, hvor St. Croix overgik St. Tomas i sukkerproduktion, begyndte skibene at søge til havnen i Christiansted. Her var det en videnskab at manøvrere igennem skær og lavvande, medens der skulle tages bestik af sukkermøller og den nordre dør i arresthuset, inden kaptajnen kunne tørre sveden af panden og tage dagens første dram.
Kompagniets skibe slap tit forbi Kronborg uden at skulle betale told, så de kunne fortsætte ind i Københavns havn, hvor ankeret blev dumpet ud for kompagniets pakhuse, og losningen af alle de gode sager kunne begynde. Trekantruten ”København – Guldkysten – De Dansk-Vestindiske Øer – København havde endnu engang vist sig at være en god forretning. De dansk Vestindiske øer er så små, at de næsten ikke kan ses på dette kort, men de ligger helt ude til højre på kortet.
Arawakerne var fredelige folk, der boede i velordnede, små samfund. De havde ingen fjender, og der var et rart klima og nem adgang til mad og drikke. De fremstillede lange kanoer af udhulede træstammer, og de dyrkede søde kartofler, majs, jordnødder, bønner og tobak. Den vigtigste afgrøde var dog cassava, som blev brugt til både saft og brød, og den var så vigtig, at de tilbad guden Jocuahuma, som var cassavaens fader. De udviklede sig til høje, smukke mennesker, der blev meget gamle, og ifølge deres religion kom de efter døden direkte fra det jordiske paradis til det himmelske, hvor der var fest og glade dage fra morgen til aften.
Der var mange stammer hos arawakerne. På Jomfruøerne hed stammen Taino, og de var dygtige pottemagere og træskærere. De gik med smykker og brugte makeup og ofte over hele kroppen, for tøj var ikke nødvendigt i det varme klima. De byggede høje huse med lervægge, og et stort konisk stråtag blev flettet omkring en høj mast i midten af huset.
06. Columbus går i land.
11.000 jomfruer lider martyrdøden på en pilgrimsrejse anført af St. Ursula. Det ville nok være usandsynligt med 11.000 jomfruer samlet på et stedt og det viste sig da ogsåt at det var en oversætterfejl, så der var kun 11.
Efter St. Croix sejlede han videre til St. Thomas og St. Jan, som lå i en flok øer, som han navngav Las Once Mil Virgines til minde om 11.000 jomfruer, der havde lidt martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet. Det var St. Ursula, der førte jomfruerne, og muligvis var det kun tale om 11 jomfruer afhængig af, hvordan man læste romertallene. For i de gamle skrifter stod der XI efterfulgt af bogstavet M, der både kan betyde ”tusinde” men også ”martyrer”, og 11.000 jomfruer på en gang lyder lidt for usandsynligt. Først senere kom St. Croix med i selskabet af jomfruøer. Så var det slut med Columbus’ interesse for de små caribiske øer, og han sejlede videre og koloniserede i stedet Cuba og Puerto Rico.
På nordsiden af St. Croix ligger stadig det sted, der kaldes Columbus Landing, og et undseeligt skilt markerer præcis det sted, hvor Columbus gik i land. Før var der en pæn bronzetavle på en sten, men den blev desværre stjålet. Hele området indgår i dag i Salt River Bay National Park, og Columbus selv kaldte stedet for Cape of Arrows opkaldt efter de mange pile, der fløj imod dem under kampen mod cariberne. Med alle de duftende, nye varer fra Amerika, der flød forbi Kronborg på de hollandske handelsskibe og blev fortoldet i Helsingør, blev det lille kongerige Danmark/Norge efterhånden klar over, at det også hellere måtte være med. Christian 4. ville egentlig gerne have en handel i gang, men han havde også sit at se til hjemme med at bekrige svenskere og tyskere. Private, driftige købmænd begyndte derfor at investere i togterne, og de hjembragte sukker, tobak, ingefær og ædle træsorter til København, men med alle de farer, der lurede, var det ikke bare noget, den enkelte købmand turde investere i.
Hollandske skibe flød forbi Kronborg med velduftende varer fra Amerika. Danskerne ville også have del i herlighederne, så i 1665 stævnede Erik Niels Smit mod Caribien og lod Dannebrog gå til tops på St. Thomas.
På initiativ af Erik Niels Smit, der havde været kaptajn på flere togter til Caribien, blev der dannet et kompagni, som Frederik 3. gav særlige toldfordele. Smit foreslog i 1665, at kongen skulle indtage St. Thomas, så Danmark kunne få en fast base derovre i stedet for bare at sejle frem og tilbage. Spanierne havde ryddet St. Thomas for indianere, så ud over nogle få hollændere lå den nærmest øde hen, og så havde den en perfekt naturlig havn. St. Thomas var navnet på en engelsk pirat, men han boede der ikke mere, og hollænderne havde intet imod danskerne, der kunne beskytte dem mod pirater.
Desværre døde Smit kun et halvt år efter, så det blev koloniens præst Kjeld Jensen, der bombastisk overtog styret. Han indkaldte til rådslagning, og alle skulle de sværge troskab til den danske konge og love, at de ville overholde de danske helligdage. Til gengæld måtte de dyrke deres egen religion, når blot de lovede, at de ikke ville prøve at omvende lutheranerne. Denne religionsfrihed ville senere få stor betydning, men foreløbig så det sort ud, for der var hverken mad eller brændevin, og piraterne plyndrede i et væk. De sidste danskere tog hjem igen i 1668, men Dannebrog blafrede dog stadig på øen. Den erfarne vestindienfarer Jørgen Iversen Dyppel, var med som guvernør, og om bord var der desuden 190 danske og norske mænd og kvinder, heriblandt 62 straffefanger, der snart kom til at savne deres gamle, klamme, mørke fængselsceller. De fleste af de andre var servinger, der skulle arbejde for kompagniet i tre år, hvorefter de ville få deres egen jord.
Dansk slavehandel blev indledt, da guvernør Jørgen Iversen Dyppel købte en mulat, to indianere og seks sorte.
I 1673 fik guvernøren afskibet 100 ton sukker og andre gode sager fra øerne, men formentlig havde han handlet sig til det, mere end han havde produceret det.
På fortet var hans egen beskedne bolig, der var spartansk som en klostercelle. Desuden var der køkken, proviantkammer, sovesal for soldaterne, geværhus og skrivestue. Midt i gården havde han rejst en svær planke, så de syndere, der faldt for hans strenge retfærdighedssans, kunne få de behørige 150 piskeslag med en firlinet pisk. Det var slaverne selv, der skiftedes til at slå på de slaver, der skulle straffes, og de skulle lægge kræfterne i. Undertiden lykkedes det slaven at kvæle sig selv under afstraffelsen, men Iversen havde en brændende fakkel parat, så han kunne svitse slaven på sidebenene, så han snappede efter vejret. Slaverne kunne af gode grunde ikke lide at være på øerne, men det kunne planterne (plantageejerne) faktisk heller ikke, for guvernør Dyppel regerede med hård hånd, hvor selv små forseelser blev straffet hårdt. Med dette rædselsregime, sygdomme, død og hede var det svært at tiltrække nye bosættere fra Danmark.
Så kom der brev fra København, at på grund af krigen mellem Danmark og Sverige havde hans kone ikke kunne få skibslejlighed, og i mellemtiden var hun faktisk død. Mere druk, meget mere druk, og til sidst kunne han ikke mere og fik skibslejlighed til København, hvor han skulle stå skoleret for direktionen. Jo, der havde været visse uregelmæssigheder, der var blevet pisket, fængslet og dræbt også uden dom, men det var jo trods alt småting, for regnskaberne var i orden. Så der var ikke noget at straffe for. Da guvernør Dyppel rejste tilbage til Danmark i 1680, var der da også på øerne etableret 46 plantager med 156 hvide, 175 sorte slaver, tre frinegre og en enkelt indianer.
De første guvernører Nicolaj Esmit og hans bror Adolph Esmit gik i ledtog med piraterne. Næste guvernør Gabriel Milan blev returneret til København, hvor han blev henrettet.
Adolph gik også i ledtog med piraterne, og et af de mest berygtede piratskibe ”Trompeuse” gav han husly i Charlotte Amalies havn. Uheldigvis for ham kom et engelsk krigsskib på besøg, og Adolph kunne ikke rigtig forklare, hvorfor han var så gæstfri over for piraterne. Den britiske regering gik direkte til den danske og truede med at overtage St. Thomas, hvis piratreden ikke blev lukket øjeblikkeligt. Den nye guvernør Gabriel Milan var af fornem slægt, og også han opførte sig som en enevældig konge, der pinte alt og alle med urimelige straffe. Så efter kun to år blev han afsat og returneret til København, hvor han blev henrettet på Nytorv. Endnu engang sendte man i 1688 Adolph Esmit af sted som guvernør, for han havde ladet skinne igennem, at han kendte til en stor piratskat på øerne. Han kunne så ikke finde skatten alligevel, og så blev han afsat for anden gang. En række andre guvernører dalrede rundt og kunne heller ikke holde styr på noget, og der var ikke megen hjælp at hente hos embedsmændene, for de var stort set altid berusede, da de hele tiden skulle kontrollere rommens kvalitet.
Endelig kom der en hæderlig guvernør ved navn Johan Lorens, og han fik skabt en vis fremgang på øerne, dog især ved at købe og sælge slaver.
Slaverne var stadig på skibene, og der blev sejlet store forsyninger ud af grøntsager og fersk kød, for nu skulle de gerne være mætte og glade og få lidt sul på kroppen. De blev endda trakteret med risengrød med et tykt lag sukker.
Annonce med fine sunde slaver til salg.
I Vestindien blev slaverne solgt på to forskellige måder, enten den almindelige auktion eller ”scramble”, som ofte blev brugt på de engelske øer. Scramble betød salgsmål-virvar-kapløb, og det var, hvad der skete. Alle slaver i gruppen havde den samme pris, aftalt på forhånd mellem sælger og køber, og på et givet klokkeslæt blev portene slået op, og enhver slave, som køberen lagde hånd på, var hans ejendom. Under skænderier og skrig og skrål og skrækslagne slaver faldt køberne over dem som vilde dyr, og børn blev skilt fra deres mødre og ægtemænd fra deres koner.
De almindelige auktioner var heller ikke behagelige, men foregik dog i mere ro og orden. Inden auktionen var der eftersyn, og hver krog i slavernes krop blev undersøgt, og ofte havde den kommende køber en kyndig med, som regel barberen, der vidste lidt om den menneskelige krop. For at slaverne skulle virke muntre, blev de tvunget til at drikke rom, og så skulle de ellers hoppe og danse for at vise, hvor vitale de var. Så gik auktionen i gang, og bagefter måtte slaverne pænt følge med deres nye herrer til deres nye, ukendte levevis.
Slaverne blev overvåget af en bomba, der slev var slave. Hvis bombaen ikke piskede flittigt nok, blev han selv pisket af den hvide mesterknægt.
Husslaverne var et stykke oppe ad rangstigen og arbejdede som herskabets tjenende ånder. Der er eksempler på, at små negerbørn blev hængt op i stropper over middagsbordet for at vifte fluer væk, og andre havde den ære at tørre herskabet efter toiletbesøg med en særlig visk.
Håndværksslaverne var de mest skattede, for de kunne lejes ud og tjene penge til ejerne. Især de slaver, der mestrede processen med det komplicerede sukkerkogeri, havde højt status og kunne endda tjene penge, så de med tiden kunne købe sig fri.
Hele herligheden 352 km2, kun lidt over halvdelen af Bornholm.
Frankrig købte øen tilbage i 1665 og droppede det spanske navn Santa Cruz, så den herefter hed St. Croix. (Udtales i dag af øboerne selv St. Croi). Nogle få år senere flytte de fleste beboere til Hispaniola, og øen passede sig selv og blev til et vildnis.
Den danske guvernør besøgte øen i 1718 og så de store muligheder, så i 1733 købte Danmark St. Croix for 164.000 rigsdaler incl. 600 indbyggere, hvoraf de 450 var slaver. Hovedstaden hed tidligere Port St. Jean, men blev omdøbt til Christiansted, og det hedder den stadig den dag i dag.
Der skulle derfor en skrap lovgivning til, mente guvernøren og opstillede 19 paragraffer i det berygtede slavereglement. Her er kun nævnt nogle få, men disse slavelove blev anvendt så sent som i 1791.
§ 1 Hovedmænd for bortløbne eller bortløbne Negre skulle knibes 3 Gange med gloende Jern og derefter hænges. Reglementet blev prøvekørt på St. John, hvor der skulle statueres nogle eksempler for at genoprette disciplinen, så nogle maroon-negre (løbet maroon = stukket af) blev indfanget, og de øvrige slaver skulle overvære alle Gardelins variationer. Det havde ikke just den ønskede virkning, for næste dag løb hundrede slaver maroon. På det tidspunkt var der 109 plantager på St. John med tilsammen 1087 slaver, og der var kun 208 hvide på øen. Flere plantager bestod kun af sorte, idet herskabet boede på det mere komfortable St. Thomas, og så var der en betroet med-slave, en bomba, der holdt styr på tropperne. Flere af plantagerne havde fået nye slaver direkte fra Afrika, og de var altid mere fjendtlige end de slaver, der var født på øerne og var vokset op i slaveri.
Der var netop kommet nye friske slaver fra aqvambustammen, og guvernør Gardelins reglement afskrækkede dem ikke, for de var ikke bange for at dø – de var bange for at skulle leve som slaver. Natten til 23. november 1733 arbejde Kanta og Claes sig op ad bjerget, hvor fortet Frederiksværn lå på Fortsbjerg. Fortet havde kun en besætning på otte soldater anført af korporal Johan Høg. Christen fra Kalundborg stod skildvagt i den mørke nat, og da han hørte støj, råbte han slaverne an, og der blev svaret: ”Negre med huit” (brænde). Det var normalt, at der skulle afleveres brænde søndag nat, men ikke normalt, at de trak deres sukkerknive ud af brændeknipperne og skar halsen over på Christen. Oprørerne fortsatte ind i fortet, og med deres sukkerknive huggede de i mørket de halvvågne soldater ned, undtagen Jon Gabriel, der lammet af rædsel havde gemt sig under sengen. Det lykkedes ham senere at flygte fra den nu forladte fæstning og nå til St. Thomas med beskeden om oprøret, men kort efter tog han det liv, der den nat tilfældigvis var blevet skånet.
Kong Juni fik sit navn, da han ankom til øerne i juni måned. Han ville hellere dø end være slave.
Det danske fort var faldet, og oprørerne plyndrede kommandørboligen og resten af fortet og trak glædestrålende i de røde uniformer og forsynede sig med 25 nye flintebøsser med tilhørende kugler og krudt.
Oprørerne fik med besvær affyret de tre kanonskud, der var tegn til planterne om, at der var noget galt, og at de som alle våbenføre mænd skyndsomst skulle tage til fortet. Samtidig var det tegn til oprørerne om, at oprøret var startet, og når planterne var væk, lå plantagerne næsten værgeløse for oprørernes sukkerknive.
Den første og sværeste del af oprøret var lykkedes med fortets indtagelse, og et bredt bælte af plantager ved foden af bjerget var indtaget. Kong Junis styrke delte sig, og ordren var utvetydig – alle hvide mænd, kvinde og børn skulle dræbes.
Kvinderne var de vildeste over for de hvides børn, for de havde selv oplevet deres egne børn blive fravristet dem og smidt på stranden før indskibningen, eller børnene sygnede væk på slaveskibet under overfarten eller blev senere solgt til fremmede. Indestænkt raseri resulterede i et uhyggeligt blodorgie. Alle hvide kvinder, børn og mænd skulle dræbes.
Det var dog ikke alle slaver, der var med oprørerne, især mange kreolslaver var stadig tro mod deres herrer og kæmpede mod oprørerne. Efterhånden som oprørerne kom frem, var de hvide forsvundet, og nogle havde forskanset sig på en pynt ved Coral Bay. Der var 17 hvide og omkring 20 sorte, men mod en overmagt på over 200 oprørere. Deres blodrus var gået over til en rus af kildevil, og de havde næsten ingen skydevåben. Kong Juni satte dog et stormløb i gang og opdagede forundret, at ikke alle slaver havde sluttet sig til oprørerne – tværtimod – for slaver kæmpede mod slaver.
De hvide var i besiddelse af et par kanoner, men da de ikke havde kanonkugler, havde de fyldt kanonløbet med småsten og jernfragmenter. Kanonerne var under ledelse af englænderen Charles, der havde en fortid i Royal Navy, og han ventede koldblodigt til oprørerne var inden for tæt skudhold. Selvom ingen døde, blev næsten alle ramt, og angrebsbølgen standsede øjeblikkeligt. Jagten blev sat ind, men kong Juni og hans folk skjulte sig i skoven, når fjenden nærmede sig. De blanke prøvede at udsætte tønder med kildevil, der var iblandet rottegift, men giften slog ikke oprørerne ihjel, de blev blot alle elendigt syge. Da parterne var nogenlunde lige snu, blev guvernør Gardelin efter to måneder uden fremskridt klar over, at han behøvede hjælp udefra. En engelsk orlogskaptajn Jan Tallard ankom med en fregat med 36 kanoner, og hans 100 mand gennemstrejfede øen i to dage uden at se en eneste oprører, men den tredje nat kom der et overraskelsesangreb på hans styrker. Så hurtigt som en mand, der havde stukket en hånd i et hvepsebo, trak Jan Tallard sine styrker væk fra St. John.
Andre forsøg blev gjort på at få oprøret under kontrol, men fire måneder efter var St. John stadig under kong Junis kontrol.
Efterhånden blev ni slaver fanget og lagt i jern, men soldaterne fandt også slaver, som tilsyneladende havde begået selvmord. Af de omkring 100 oprørere incl. kvinder og børn, der formodedes at være i live, da general Longueville havde begyndt jagten, havde han kun fundet en tredjedel. St. Johns urskov var svær at finkæmme. Sergent Øttinger lovede de sidst fangne straffefrihed, men de fleste blev henrettet.
Medens de hvide og kreolslaverne langsomt rykkede frem, blev en okse, som oprørerne møjsommeligt havde trukket med, slagtet, og der blev stillet nogle tønder med kildevil frem, og så festede akwamboerne med trommer, sang og dans natten igennem. Da solen stod op, dræbte de sig selv. Kong Juni og hans kone var de sidste. Hans kone manglede mod: ”Jeg fejler Mod og kan ikke”, hvorefter Kong Juni skar halsen over på hende og derefter på sig selv. Rigsgreve Zinzendorf og hans tilhængere havde en lidenskabelig interesse for Jesus sår og blod, og det kom til udtryk i alle prædikener og i de to tusinde salmer – den længste på 113 vers, som Zinzendorf skriver på sine lange rejser.
Rigsgreve Zinzendorf var stærkt interesseret i Jesus sår og blod, og det kom til udtryk i hans to tusinde skrevne salmer.
I København ville tilfældet, at rigsgreven blev indlogeret hos grev Laurvig, der var kongelig overstaldmester og direktør for Det Vestindisk-Guineiske Kompagni. Greven havde selvfølgelig sin egen tjenerstab med, men alligevel stillede grev Laurvig sin kammertjener Anton til rådighed, og Anton var ikke bare sort, han var kulsort.
Anton fortalte, at han var født som slave på St. Thomas, men var blevet sendt til København som tjener for direktøren, og det var han ganske godt tilfreds med. På øerne havde han ofte bedt til Gud om, at han kunne få den kristne lære, som de kristne så ofte talte om, men dog sjældent levede efter. Anton var sikker på, at der var andre ligesindede negre på øerne, som også gerne ville omvende sig til kristendommen. Først et par år efter, da Friedrich Martin ankom til øerne, fik han god gang i missionsarbejdet, og slaverne kom langvejs fra om søndagen for at høre hans prædikener, synge salmer og deltage i fællesbønnen. Det begyndte at gå bedre for brødrene, idet de tjente penge ved deres håndværksarbejde. Der blev også indsamlet bidrag til dem i Herrnhut, og de kunne endda købe en plantage, som de kaldte Basunbjerget, og med ejendommen overtog brødrene også ni negerslaver. Det var kun en enkelt plantageejer, der syntes, at det var i orden, at slaverne blev kristne. De fleste andre forbød slaverne at deltage i bønnemøderne, for negerne var skabt af djævelen, og at formindske afstanden mellem sort og hvid ville bare fremkalde endnu et slaveoprør.
Plantageejernes modstand voksede, og de krævede, at myndighederne skulle forbyde brødremenigheden. Da der efterhånden var 650 tilhængere, blev Frederich Martin og hans nærmeste medhjælper fængslet, og planterne forlangte, at alle missionærer blev udvist fra de danske øer. Typisk landskab på St. Thomas. Smalle snoede veje, grønt landskab, bebyggelser i det bakkede landskab.
Da skete miraklet. Selveste brødremenighedens forstander, rigsgreve Zinzendorf, var, efter behørig lodtrækning selvfølgelig, arriveret til St. Croix. Han startede med et sort bønnemøde med over 300 slaver som tilhørere og med budskabet her frit forenklet: ”I er enfoldige, og af Guds vise Råd er I Slaver og skal forblive Slaver, og I må være jeres Herre og Frue og Mesterknægt lydige og arbejde med Kærlighed og Iver, som var det jeres eget. Thi I skal vide, at Kristus sætter enhver af sine Børn til det Arbejde, som de er skabt til, og I skal senere få Belønningen i det himmelske Paradis”.
Brødremenigheden, kaldet ”St. Croix’ Apostle”, blev efterhånden selv en af St. Croix’ største slaveejere, og mange brødre blev regnet for nogle af de mest brutale. Men de piskede jo kun i en god sags tjeneste, for uden indkomsten fra slaverne kunne de jo ikke være gode mod andre slaver.
Øerne bliver kronkoloni, og en ny hær af embedsmænd og soldater holdt sit indtog. Og soldaterne sveder i de tykke uniformer fra hjemlandet.
Det passede bestemt ikke planterne, så de boykottede kompagniets slaveauktioner, og de foreslog, at kongen købte kolonierne. Frederik 5. interesserede sig ikke det mindste for statslige anliggender, men hans rådgiver Adam Gottlieb Moltke tilrådede købet. I 1754 blev kronen ejer af hele herligheden formedelst 1,4 millioner rigsdaler – et svimlende beløb, der forarmede hjemlandet i årevis, mens kompagniets tidligere ejere gned sig i hænderne.
Som kronkoloni fik øerne ny administration med en hær af nye embedsmænd, og Christian Lebrecht von Pröck blev udnævnt til øernes første generalguvernør, og da han selv drev flere plantager, havde han stor forståelse for planternes synspunkter. Han var korrupt, men populær, for han havde en stor, naturlig eftergivenhed, når det gjaldt om at give henstand med betaling af skatter og afgifter. Efter 11 år blev han afsat, og endelig kom der orden på tingene med generalguvernør Peter Clausen. Den friske passatvind gav liv til møllerne, der pressede saft ud af sukkerrørerne.
Danmark prøvede at holde sig neutral i krigene i Europa, så alle de stridende magter kunne benytte havnen på St. Thomas, der fik kronede dage. Også de engelske postskibe havde havnen i Charlotte Amalie som første anløbshavn i Caribien, og mindre skibe sejlede herefter posten videre til resten af Caribien. Skibe fra København anløb også i en lind strøm, og som ballast havde de mursten i lasten til at opføre alle de nye bygninger. I årene 1819-28 ankom der i gennemsnit 2.754 skibe til Charlotte Amalie om året, og det var noget, der fik øerne til at blomstre. Besøgende blev ganske overvældet af den umådelige velstand, de mødte overalt, og som ikke havde sin lige i hjemlandet. Der var dog en ulempe for de danske embedsmænd, for de fik den samme løn som i hjemlandet, og der var den ganske rimelig, men på øerne forslog den ikke rigtigt, for prisniveauet var meget højere derude.
Slavernes dårlige behandling gjorde, at de ikke kunne reproducere sig selv. Løsningen var måske stutterier, for hver gang, der fødes en slave, dør der to slaver.
Plantagernes værdi steg og steg, og ofte kunne de sælges til det dobbelte efter få år, men så skulle de nye ejere have pint så meget som muligt ud af slaverne og plantagerne. De små jordlodder, hvor slaverne tidligere havde dyrket deres yams og grønsager om søndagen, blev inddraget og beplantet med sukkerrør, og i stedet fik slaverne fødevarerationer fra ejerne. Tilsyneladende en forbedring, men da ejerne ønskede en hurtig fortjeneste, blev rationerne beskåret til det strengt nødvendige, og ofte sneg hungersnødens spøgelse sig rundt imellem slavehytterne. Føden var elendig og knap, og hvis en slave formastede sig til at bede sin mesterknægt om noget at spise, fik han som en anden Oliver Twist et dusin slag med ridepisken for sin frækhed. Doktor Isert beskriver den ene grusomhed efter den anden, som da en slavinde gik rundt med en blikmaske for ansigtet, fordi hun havde forset sig på ejerens kildevil. Eller husslaven, der var så uheldig at knalde en tallerken, hvorefter hun blev bagbundet og hængt op, medens ejerinden ganske langsomt stak negerinden med nåle, indtil naboerne kom rendende og bad hende stoppe. Jo, det var artige sager, der blev rullet frem. Hjemkommet til Danmark opsøgte doktor Isert den danske finansminister grev Schimmelmann og forelagde ham den ide i stedet at dyrke sukkerrør i Afrika og opgive slavetransport og slaveriet i Vestindien.
Englænderne var på det tidspunkt ved at undersøge mulighederne for at komme slaveriet til livs, og det vidste Schimmelmann godt, for han var selv ejer af to store plantager på St. Croix og var direktør for den danske slavehandel. Faktisk så blev den gode Schimmelmann helt utilpas over at høre Iserts beretning om slavetransporten over Atlanten og forholdene på øerne. Iserts beretning blev i 1788 trykt i det danske månedsskrift ”Iris” og vakte behørig undren om forholdene i denne del af kongeriget. Husslaverne havde det betydeligt bedre end markslaverne. Det hændte også, at de kvindelige husslaver fik børn med husherren. Børnene tilhørte selvfølgelig den hvide familie og kunne bortsælges.
En anden meget agtværdig person kom på banen i form af rektor Hans West, der havde læst Iserts beretning. West havde boet og arbejdet på øerne i flere år, og Iserts beretning var løgn fra ende til anden. Hr. Hans West var student og havde studeret sprog og havde også fået udgivet noget digteri, som dog blev sablet ned, men hvor om alting er, så fik han efter flere afslag som lærer derhjemme en stilling som førstelærer på St. Croix. Han kastede sig så over negerspørgsmålet, og han slår fast, at man aldrig hører ordet slave i Vestindien, thi de omtales kun som neger eller negerinde, og disse mennesker er da også friere og lykkeligere, end ordet slave antyder. Når f.eks. negerinderne lægger deres nøgne børn på jorden under arbejdet, er det til børnenes bedste, for de kryber og tumler rundt, og de er næppe to år, før de bliver sat til en eller anden sund beskæftigelse.
Negerne får også rigelig føde, og der spares intet, hvis en neger skulle skrante lidt, for så står der straks både læger, jordemoder, lægemidler, madeiravin og sagomel til rådighed, og alt er til den syges tjeneste. Negerne har det derfor godt efter rektor Wests mening, selvom de er lade, onde og tyvagtige og lugter så meget, at man må træde ud af deres spor for at undgå den kvælende ubehagelighed. Da den gode Ernst Schimmelmann hørte og læste Wests beretning, fik han det straks bedre igen, for alt i alt var det jo kun sorte barbarer, der fik styr på deres indre ondskab ved at udføre hårdt arbejde fra morgen til aften, og det takket være de blanke.
Men der lurede noget. I England var der store protestbølger imod slaveriet – det så vi ikke noget af i Danmark, men der var nok nødt til at blive gjort noget.
Det var grev Schimmelmann, der udtænkte ideen om, at det skulle være slut med at transportere slaver fra Afrika til Caribien. Fra 1802 var det forbudt, og Danmark var det første land i verden, der indførte forbudet.
Slavetransporten var også en beskidt affære, for omkring en tredjedel af både søfolk og slaver døde under overfarten, og man kunne ikke blive ved at skaffe alle de søfolk. Desuden var handelen heller ikke særlig profitabel mere.
Fine hyldesttaler og lovord roste Frederik 6., men det var kun transporten, der var forbudt - slaveriet på øerne fortsatte i bedste velgående.
Den nye ekstra tilførsel hjalp tilsyneladende ikke, og Schimmelmann begyndte at spekulere i rektor Wests ide om statslige negerstutterier, hvis formål skulle være systematisk og statskontrolleret slaveavl. Som en gestus for god indsats kunne forældrene, når de var udtjente, sejles tilbage til Afrika. Hele planen vakte bifald både hos planterne og i det hjemlige rentekammer, så i 1807 ville forslaget med sikkerhed blive vedtaget. Men så kom der en stor, uventet nyhed. Englænderne havde standset slavesejladsen og forberedte sig på helt at stoppe slaveriet, så kronprins Frederik måtte skyndsomt begrave stutteriforslaget. Mange danskere troede, der lå humane ideer bag det danske forbud mod slavehandel, men faktisk var det kun slavehandelen mellem Guinea og Vestindien, der var forbudt. Selvfølgelig kunne man stadig handle slaverne på øerne og skille ægtefæller ad og bortsælge børnene.
P.A. Heiberg skrev om kronprinsen: ”Negrens Lænke han med ædel Kiækhed brød”. Og ikke nok med det, for den næste digter var Adam Oehlenschläger, der ved en kongelig bryllupsfest lod en neger træde frem og hylde Frederik 6. med ordene:
Peter blev født 17. maj 1784 som søn af kommandanten på St. Thomas, Cassimir von Scholten. I 1801 kapitulerede danskerne i Vestindien til en stor engelsk overmagt, og alle danske og norske soldater blev taget som krigsfanger og sendt til England. Nogle år efter fik danskerne øerne tilbage, men englænderne kom igen i 1807, fordi vi holdt med Napoleon og derfor var imod England. Denne gang var Peter von Scholten soldat på øerne og var derfor også blandt krigsfangerne, som blev sendt til London.
Peter von Scholten var født på øerne i 1784, og han herskede som en konge, men hans kærlighed og forståelse var langt hen ad vejen på slavernes side.
Kongen var under hele opholdet i godt humør, og der blev spillet kort og fortalt historier. Det er derfor ikke usandsynligt, at kongen har tilbudt sine følgesvende, at de kunne få et ønske opfyldt, og nogle ønskede forfremmelser og andre udmærkelser. Peter ønskede blot at få stillingen som vejemester på St. Thomas, og kongen var meget forundret over, at den elegante kammerjunker kun ønskede at få den beskedne stilling. Om der i den forbindelse blev indgået andre aftaler, som rygtet siger, ved vi ikke, men von Scholten blev beskikket som kgl. Vejemester på St. Thomas. I 1764 var Charlotte Amalie blevet frihavn, og i Peters tid anløb 3.000 skibe årligt den smukke naturhavn, og efter København var byen den største i hele det danske kongerige. Næppe et skib ankom eller sejlede væk, uden at det skæppede i Peters pengepung.
Den lille gule bygning, hvor Peter fik stillingen som vejemester. Hurtigt avancerede han til generalguvernør over hele Dansk Vestindien.
I løbet af ni år avancerede Peter fra vejemester til stadshauptmand, videre til major med overkommando over militsen og brandvæsenet, videre til kommandant, oberstløjtnant, toldintendant, kammerherre og guvernør over St. Thomas og fra 1827 generalguvernør over hele Dansk Vestindien. Og kongen bestemte, at Peter godt kunne forvalte alle embederne og stadig have indtægterne fra dem alle.
Peter nedskar toldsatserne fra 6 % til 1 %, og konkurrenten fra Puerto Rico blev slået ud, og skibenes antal steg fra måned til måned i Charlotte Amalies havn. Alle tjente på nedskæringen, skipperne, de handlende, staten – og den forenede vejemester og toldforvalter, lød det syrligt fra embedsmændene fra København.
Frederik 6. med sin officielle familie dronning Marie og døtrene Vilhelmine og Caroline, men fru Dannemand og hendes børn skulle jo også underholdes.
von Scholten rejste tit til Danmark og altid over London, måske for at anbringe den opsparede kapital til videre overførsel til kongen. Efter kong Frederiks død fandtes en million rigsbankdaler uden regnskabshjemmel. Christian 8. lagde beslag på pengene, selvom højtstående embedsmænd frarådede dette, for de vidste, at de var bestemt til forsørgelse af fru Dannemand og hendes børn.
Anna Heegaard var frikulørt og boede sammen med Peter von Scholten indtil frigivelsen, hvorefter de aldrig så hianden.
Anna Heegaard var efterhånden blevet ganske velhavende og ejede selv 15 slaver, et kostbart mahogniindbo, sølvtøj, porcelæn og dækketøj. Hun ejede også mere end halvdelen af sit og Peters pragtfulde fælles private hjem ”Bülowsminde”. Det blev ustandseligt udbygget og lagde rum til stor selskabelighed, og som kaptajnløjtnant Birch Dahlerup udtalte: ”Den daglige Levemaade var elegant, men ingen levede overdaadigt. Kun naar der gaves festlige Diners, var det, at Pragten udfoldedes”. Det var ikke alle, der mente, at det var passende at indfinde sig ved festerne på Bülowsminde eller i Guvernementshuset. Anna Heegaard var jo ikke den eneste farvede person ved generalguvernørens bord, for von Scholten inviterede rask væk hvide sammen med sorte. Peter var nemlig i gang med at udrydde skellet mellem de to borgerklasser, så farvede fik betroede poster som premierløjtnanter, og han havde endda farvede adjudanter i sit forværelse. At være over hundrede år forud for sin tid gav sociale omvæltninger, så i begyndelsen prøvede Peter forsigtigt at invitere enkelte kulørte frøkener eller fruer til bal i Guvernementshuset. Lidt efter lidt lykkedes det von Scholten at føre sin tanke igennem, og i 1846 bliver det bemærket, at farvede og hvide kunne møde hinanden til generalguvernørens festligheder, uden at de blanke damer behøvede at vende hovedet væk.
Hans tanke var, at hvis de farvede blev betragtet som mennesker, ville det blive vanskeligere at behandle slaverne som dyr. Han aflagde jævnligt uanmeldt besøg på plantagerne, og hvor han fik nys om overgreb, blev sagen afgjort på stedet med en samtale under fire øjne mellem generalguvernøren og plantageejeren. Han afskaffede benævnelsen slaver og indførte i stedet betegnelsen ”de ufrie”, og med denne betegnelse manglede der kun at stryges et enkelt bogstav – og sådan var der lagt op til, hvor udviklingen bar hen. England tog konsekvenserne, og 28. august 1833 ophævede de slaveriet og betalte erstatning til ejerne, og med et slag var 640.000 slaver gjort frie. Den britiske ø Tortula lå kun 1 km fra St. John, men der var bestemt ikke nogen tilslutning på de danske øer til nogen frigivelse. von Scholten rejste hjem til Danmark med en plan, men kongen nølede, og der kunne kun lige strækkes til at vedtage en vattet slavelov, der berettigede de ufrie til at erhverve deres frihed, hvis ejeren blev holdt skadesløs for den fulde værdi. Nå jo, så måtte man også kun give max 12 piskeslag til mænd og 6 til kvinder.
Hver juni måned besøgte Peter en af de 17 skoler, han fik oprettet til slavernes børn. Her er han på besøg på plantagen La Grange.
von Scholten indførte dog i stilhed en række af de paragraffer, han havde kæmpet for i København: Faste arbejdstider for de ufri, forbud mod den ydmygende udstilling under slaveauktioner, forbud mod søndagsarbejde uden løn, forbud mod at anvende højgravide kvinder til markarbejde, og han forbød plantageejernes berygtede fangehuller m.m. Og så indførte han også skoler for slavernes børn, så de bedre kunne klare sig, når de engang blev frigivet. 17 skoler fik han bygget rundt om på øerne, og han gjorde det til en regel, at han hvert år i juni måned overværede elevernes eksamen. De kommende år gik det ned ad bakke for Peter von Scholten, især da Frederik 6. døde, og den mere vankelmodige Christian 8. kom på tronen. Planterne var sure og ophidsede, fordi slaverne fik for mange rettigheder, og nu kunne de ikke mere skalte og valte med dem som tidligere. Omvendt så syntes de liberale kræfter, at det gik for langsomt med reformerne. Peters egne embedsmænd iværksatte kampagner mod ham i de danske aviser, og især ”Fædrelandet” besudlede og mistænkeliggjorde alt, hvad han foretog sig.
Flere gange var Peter hjemme i København for at fremføre sine synspunkter, men uden synderlige resultater, for kongen og regeringen var helt uforstående og anede ikke noget om, hvad der egentlig foregik. I 1847 beslutter Christian 8., at alle nyfødte børn skulle være frie, medens forældrene fortsat skulle være slaver i de næste 12 år. Hjemme i Danmark var man forundret over den bestemmelse, for man troede faktisk, at slaverne var frigivet adskillige år før, allerede i 1803. Der havde været et blodigt slaveoprør på den franske ø Martinique, og oprøret havde bredt sig til Guadeloupe, hvor slaverne med magt havde gennemtrumfet emancipation (frigivelse). På de danske øer var der foreløbig roligt, ikke mindst takket være slavernes leder, den såkaldte general Buddo, der var en dygtig håndværksslave, som de andre slaver respekterede og adlød. Han var uhøjtidelig og lavmælt, og tilnavnet general havde han fået, da det gik hedest til, og han var trukket i en dansk officersuniform, som han havde fundet i et forladt hus. Og han vidste, at vold var nyttesløst over for de hvide.
Statue rejst af general Buddo ved fortet Frederikssted. Buddo fortjente en bedre skæbne end kaptajnløjtnant Irminger tildelte ham.
von Scholten havde sendt bud om, at hans karet skulle sendes til Frederikssted, og alle kunne regne ud, at han så ville gå i land i Frederiksted. Her gik 8.000 slaver rundt i gaderne i fakkeltog med hævede sukkerknive og høtyve og ville have deres frihed. General Buddo havde foreløbig styr på dem, og det var ikke meningen, der skulle bruges vold, for han regnede med, at når von Scholten gik i land i Frederiksted, ville han forstå slavernes ønske om frihed, så der ikke ville blive massakre. Krigsskibet Ørnen hvorfra Irminger ville give slaverne en bredside og med uoverskuelige følger. Peter, der stoppede oprøret, blev degraderet, og Irminger blev viceadminiral og marineminister.
I Christiansted var der roligt, men der kom efterretninger om urolighederne i Frederiksted, og Peters karet blev beordret til Christiansted. Der skete meget den nat, men hvordan skulle von Scholten takle situationen uden blodsudgydelser. De fleste i det natlige regeringskontor ville slå til med hård hånd. Kaptajnløjtnant Irminger tiggede og bad von Scholten om, at han med Ørnen måtte sejle tilbage til Frederiksted og fyre en bredside ind i de forsamlede slaver. Kanonerne i det lille fort i Frederiksted havde hidtil været tavse. Kommandanten ventede på ordre og var godt klar over, at hvis der blev løsnet så meget som et bøsseskud, var det som en tændstik i en krudttønde. Hele Frederiksted ville blive brændt af, og blodsudgydelserne ville brede sig til hele øen. Kareten med Peter von Scholten var på vej mod Frederiksted, og det samme var Ørnen, dog med den ordre, at der ikke måttes skydes uden efter nærmere ordre. Generalguvernøren sad bleg og tavs i sin karet. Landskabet var øde, for alle slaverne var draget mod Frederikssted, og op mod bastionerne lød det takstfast: ”Our children free. But we slaves. Our children free. But we slaves”.
På vej ind mod byen standsede Peter flere gange, når nogle slaver omringede karaten, og det lød: ”We must be free this very moment. We have been waiting long enough”. Peter kunne blot svare: “I have always been a friend of yours, and you know that very well”. Slaverne vidste, at han ville dem det godt, og de trak sig uvilkårlig til side, så kareten kunne komme frem. Det tog næsten en halv time at få kareten gennem Dronningegade, og der var en råben og skrigen rundt omkring, og store markslaver truede med deres sukkerknive, medens andre søgte at holde dem væk.
Papiret, der gør vitterligt, at slaverne fra den 3. juli 1948 er frie. Der skulle handles, og det gjorde Peter på rette tid og sted. Kongen var en vatnisse, og Irminger ville have et blodbad.
Det var mandag den 3. juli 1848, og klokken var nøjagtig fire, da han med træt stemme, men højt og tydeligt, så alle opfattede hans ord, sagde: ”Now you are free! You are hereby emancipated”. Befolkningen ude omkring på øen skulle hurtigst muligt have besked om frigivelsen, så det ikke kom til blodsudgydelser. Kareten med von Scholten mødte kaptajnløjtnant Irminger, der dirrede af raseri over ikke at måtte fyre sine kanoner af mod befolkningen, men von Scholten havde ikke tid til at spilde sin tid på den vrede kaptajnløjtnant. Syg og nedbrudt kørte han og Rothe ud til plantagerne for at meddele om frigivelsen, og major Gyllich og Buddo red nordpå med budskabet. De hvide plantere var rasende, kaptajnløjtnant Irminger var rasende og erklærede Frederiksted i undtagelsestilstand og begyndte at fange, hvad han mente, var urostiftere og lave standretter. Peter von Scholten selv havde fået et slagtilfælde og var nær ved at dø, og meget mod hans ordre var der træfninger rundt omkring, hvor hvide skød på de ubevæbnede sorte.
Da der igen begyndte at komme ro på øerne, blev tabene opgjort til i alt 40 dræbte. Alle var sorte, og ikke en eneste var hvid.
Peter von Scholten blev dømt for fejhed og lumpenhed og mistede sin titel, pension og ære.
”Fædrelandet” undlod dog ikke at byde von Scholten velkommen med artikler som: ”Vaklen og fejhed”. Og det blev mere end antydet, at det var meget mærkeligt, at Anna Heegaard kort før frigivelsen havde solgt sine slaver, medens hun endnu kunne få penge for dem. Det kunne dog dementeres ved en uvildig undersøgelse, hvor det fremgik, at Anna Heegaard tvært imod havde købt slaver i foråret 1848. Det kom dog ikke i avisen.
Beskyldninger fra kaptajnløjtnant Irminger og andre beskyldninger i ”Fædrelandet” gav anledning til, at regeringen måtte gribe ind, så Peter von Scholten kom for kommissionsdomstolen, for der var betydelige summer på spil. Hvis frigivelsen var sket i utide, og von Scholten kunne afskediges i unåde, så kunne staten spare 12.000 rigsdaler årligt i pension. Finansminister Sponneck mente endda, at staten så ikke kunne drages til ansvar for frigivelsen og derved spare erstatningen til planterne. Et par år efter dømte Højesteret i sagen, og den 29. april 1852 blev Peter von Scholten frifundet og fik sin fulde oprejsning. Den før så livsglade og strålende mand fik dog aldrig sin livsglæde tilbage. Generalguvernøren prøvede at få tiden til at gå med lidt læsning, og han levede kun nogle få år efter frifindelsen.
Peter von Scholtens lille mausolæum på Assistens Kirkegård i Københavns. Han fik sin ære tilbage, men døde som en nedbrudt mand.
I hans dødsbo fandtes Harriet Beecher Stowes bog ”Uncle Tom’s Cabin”. Den blev først udgivet i 1852 og var anledning til titusindvis af døde i Den Amerikanske Borgerkrig.
De danske slavers befrier døde 26. januar 1854, 69 år gammel og blev stedt til hvile i et lille mausoleum på Assistens Kirkegård i København. ”Fædrelandet” kommenterede dødsfaldet således: ”Staten sparede ved dette Dødsfald 12.000 Rigsdaler årligt”.
Anna blev efter oprøret boende på ”Bülowsminde”, hvor hun først døde 1. januar 1859. Hun fik aldrig selv børn, men havde taget nogle søskendebørn til sig sammen med et fremmed plejebarn.
Portræt af Peter von Scholten. Der findes ikke noget protræt af general Buddo, og selvom der muligvis findes et portræt af viceadmiral og marineminister og sikkert med masser af medaljer, så fortjener han ikke sit portræt her. Derimod burde der rejses en statue af Peter von Scholten eller i det mindste opsættes en mindetavle i porten til Bredgade 45, hvor han havde sin danske bolig.
Så snart det var under sejl, blev alle Buddos ejendele taget fra ham, og han måtte trække i matrostøjet og blev sat på simpel forplejning. Den 15. december forlod ”Ørnen” Charlotte Amalie, men sejlede forbi Tortola. Hver dag kom Gottlieb Bordeaux alias general Buddo i forhør hos kaptajnen. Irminger, der ville vide, hvem der stod bag oprøret, hvor længe det var planlagt, og hvor meget von Scholten havde vidst. Buddo var tavs, og det blev han ved med hver eneste dag, medens ”Ørnen” krydsede omkring mellem forskellige småøer. 8. januar opgav Irminger, og resterne af det, der engang havde været General Buddo, blev roet i land på Trinidad uden en eneste af sine ejendele. Han skal siden have hutlet sig igennem på Curacao.
Charlotte Amalie på Sct. Thomas. Nærmest den rene idyl, men det var ingen idyl at være lønslave.
Den første skiftedag var 1. oktober, og den forløb fredeligt. En tilrejsende portugisisk familie vakte opsigt, for de søgte arbejde på lige fod med de sorte. Slavernes værdi var ellers opgjort til 175 dollars pr. stk., men efter tovtrækkeri frem og tilbage fik planterne dog kun tilbudt 50 dollars, og det var så uanset alder og køn. Planterne tænkte sig om og forstod, at det var take it or leave it og slog modvilligt til.
Sukkerroen havde holdt sit indtog, og fattigdommen bredte sig og ramte især kvinderne. Og så begyndte sjakringen om at sælge øerne.
På trods af den lave pris blev det alligevel mange sure penge, som den danske regering skulle hente hjem til erstatningen, men så opstod der en løsning, som med et slag kunne ophæve problemet – Danmark kunne ganske enkelt sælge øerne. Vi skriver 1852, og forslaget vakte bestyrtelse på St. Thomas og St. Croix. Kolonialrådet måtte dementere og bedyrede, at den danske regering ikke havde den fjerneste hensigt i den retning, og at det var majestætsfornærmelse at fremkomme med sådan en uhyrlig påstand. Året efter havde Christian 9.’s følelser dog ændret sig, hvis blot prisen var den rigtige. Danskerne ville have 25 millioner dollars, og amerikanerne ville give 5 millioner. På det tidspunkt havde USA lige købt hele Alaska af russerne for 7 millioner dollars.
Så begyndte de to regeringer at sjakre, men kunne ikke blive enige, og på et tidspunkt var det kun St. Thomas og St. Jan, der var i spil, og dem kunne USA så få for 7,5 millioner. St. Croix, der ikke havde nogen rigtig havn, kunne man ikke komme af med, men den blev så tilbudt til halv pris ved omgående handel. Amerikanerne havde en lang tænkepause og trak det ud, og så blev handelen ikke til noget alligevel.
En af måderne til at tjene penge til de sultende børn var at bære kul til dampskibene. Kvinderne blev kaldt for "kulsjoverne", og de fik 1 cent pr. kurv med 50 kg.
Tiderne var værre end sløje, og med tvang, kontrol, bøder og forbud rettet mod de sorte danskvestindere prøvede den danske regering at undgå, at de tidligere slaver henfaldt til dovenskab og løsgængeri. Jo vist var de tidligere slaver frie, og de kunne skifte arbejdsplads hver eneste 1. oktober, hvis de vel at mærke havde sagt op i august måned samme år og fået fæste hos en anden arbejdsgiver. Lønnen var alle steder elendig, og så skulle de også på skift holde nattevagt uden løn og i høsttiden deltage i overarbejde også uden løn. Forarmelsen af befolkningen førte i 1878 til et nyt stort oprør. Kanonerne buldrede og de blodige kampe kostede 2 danske soldater og 60 sorte livet.
Det var jo stadig grumme dyrt at have sådan nogle øer, så danskerne sendte igen en føler til USA med et tilbud om køb, men amerikanerne reagerede ikke på henvendelsen. Fem år efter tegnede der sig dog et lille håb, idet der i København samlede sig en tværpolitisk komite af fremtrædende mænd, der skulle virke for salget af øerne. Et par gesandter blev sendt af sted, og hele Dansk Vestindien kunne nu, som et slagtilbud, fås for sølle 3,5 millioner dollars. Selvom gesandterne ufint prøvede med bestikkelse under bordet til nogle fremtrædende medlemmer i kongressen, lykkedes salget ikke. Bestikkelsen blev opdaget, og en skandale var lige om hjørnet. Studehandelen måtte igen ledes ind i de sædvanlige diplomatiske, krinkelkrogede kanaler.
Hans Bishop var den første talsmand, som den sorte befolkning sendte til København. Han fik foretræde for selveste Christian 10. og førte samtaler med finansminister Brandes. Bishop var overvældet over den fine modtagelse han fik, og han troede, at han fandt forståelse for sine synspunkter, men det gjorde han næppe.
Det danske landsting ville ikke sælge, og telegraferne glødede: "Vi skal ikke sælges alligevel" . Der blev afholdt takkegudstjenester, og der opstod foreninger med "Denmark forever".
Det kunne se ud, som om stemmerne i Landstinget ville blive lige fordelt for og imod, så modstanderne fik hentet en 83-årig gårdejer til København fra Vonsild, og en 96-årig klitinspektør blev båret ind i afstemningssalen.
Folks glæde ville ingen ende tage. Der blev afholdt takkegudstjenester, champagnepropper sprang, kanonsalutter drønede, og nyheden nåede ud til von Scholtens landsbyskoler. Lærerne læste afstemningsresultatet op for børnene og sagde, at det var den største dag i øernes historie. Så fik børnene fri, så de kunne fejre den glædelige begivenhed sammen med deres forældre. Og tænk sig, Danmarks landsting havde vedtaget at beholde Dansk Vestindien med et flertal på næsten én stemme.
De få reformer, der kom, skyldtes udelukkende private, hvor der blev regelmæssig dampskibstrafik til øerne, der blev lavet et vandforsyningsanlæg, og der blev opkøbt nogle overgroede forsømte plantager, som blev omdannet til kvægfarme.
Hungersnøden truede, og talrige indbyggere udvandrede til andre øer, så i 1911 var øernes indbyggertal formindsket med over en tredjedel i forhold til slavetiden.
Børnene tog med taknemlighed mod brødskorper fra sømændene på de danske skibe: "Har du ikke et stykke brød for mig landsmand"
Det var blevet kuldampernes tid, og inden skibene sejlede videre skulle bugen fyldes med kul. Mange af de lokale mænd var rejst til fastlandet for at søge arbejde, så det var kvinderne, der var tilbage til at sørge for børnene og husholdningen og bære kul ud til skibene. Kurve med op til 50 kg løftede de op på hovedet og trippede op ad landgangsbroen på bare fødder og ned i skibets bug. Kvinderne kaldtes kulsjoverne, og de fik 1 cent pr. kurv og kunne slide sig til en dollar om dagen. Og det var stort set kvindernes eneste chance for at få et job. Orlogsskibet Valkyrien fik også båret kul om bord af kulsjoverne, og som en af besætningen beretter: ”Dagens Ret stod på Brødsuppe og Labskovs, og Resterne blev givet til de sorte Piger, der under Hylen og Skrigen sloges om Madresterne”.
Foto fra 1910 hvor en dansk dame fra kronprincesse Louises Stiftelse prøver at hjælpe lidt i nøden.
I 1916 var der generalstrejke på øerne i en måned, og resultatet betød, at arbejderne fik lidt mere i løn, men forholdet mellem de hvide og sorte havde ændret sig, for de sorte havde ikke længere respekt for de hvide. Danmark havde faktisk ikke nogen løsning på de sociale problemer, men det gjorde jo heller ikke så meget, for USA var igen i gang med et udspil, og det kunne gøre en ende på alle Danmarks vestindiske problemer – salget af øerne.
I Danmark gik bølgerne højt og det midt under de værste kamphandlinger under 1. verdenskrig. Skulle vi virkelig sælge land for penge, medens millioner af mennesker andre steder i verden forsvarede deres land med livet, argumenterede modstanderne af salg. For tilhængerne indgik den såkaldte amerikanske ”trussel” i argumenterne, og så var der jo det store underskud i Vestindien. Ved en nærmere udregning viste det sig dog, at Dansk Vestindien faktisk gav overskud, og kunne vi sige det samme om Læsø, Anholt eller Færøerne, og skulle vi så sælge dem?
De sorte indfødte ville få det meget bedre under USA, blev det fremført. Det mente de farvede dog slet ikke, de ville hellere forblive under Dannebrog. De kendte trods alt den retfærdighedssans, der herskede i Danmark, og prøv lige at sammenligne den med den himmelråbende uretfærdighed og undertrykkelse af de farvede, der herskede i Amerika på den tid.
Onkel Sam ser tilfreds ud. De tre sorte børn ved ikke hvilken skæbne, der venter dem. Bondekonen græder, og bondemanden er yderst tilfreds, for nu er Landmandsbanken reddet.
Samme dag blev Dannebrog nedhalet på det røde fort i Charlotte Amalie, og lidt efter gik Stars and Stribes til tops. En ældre amerikansk dame var til stede ved ceremonien, og hun fortæller, at de var nogle amerikanske turister, der var tage med skib til øerne for at fejre overdragelsen. De havde alle nogle små amerikanske flag med, som de ville vifte med, når Stars og Stribes var gledet til tops: ”Men da det kom til Stykket, var der kun en enkelt af os der havde Mod til det. Vi så på de indfødte omkring os. My God! De stod alle sammen og græd og græd”.
Den senere politiinspektør Dowling var 10 år gammel, da overdragelsen fandt sted, og han gik i skole i en af von Scholtens skolebygninger: ”Vores Lærer var black skin ligesom alle os andre. Han sagde, vi skulle synge Salmen ”God be with you until we meet”, men så begyndte han at græde, og så begyndte vi alle sammen at græde.” Ulykkerne ramte igen på stribe, der blev indført spiritusforbud, så der ikke kunne eksporteres så meget som en dråbe rom fra øerne, der kom ingen toldlettelser, sådan som man havde håbet på, sukkerproduktionen gik drastisk ned, og i 1931 måtte den sidste sukkerfabrik lukke. Så kom den amerikanske landbrugskrise, og den gav St. Croix dødsstødet. Børnene døde på stribe, og elendighed og hungersnød gjorde, at Røde Kors måtte udlevere levnedsmiddelpakker. Det var simpelthen Amerikas fattiggård, som præsident Hoover udtalte efter et besøg, og et kongresmedlem foreslog, at man skulle betale Danmark for at slippe for øerne.
US Virgin Island er ikke en del af USA's stater, men er i katogori som uintegreret territorie. Flaget blev taget i brug 17.maj 1921.
Fidel Castro erobrede magten på Cuba og lukkede amerikanernes ferieparadis. Det lune caribiske rejsemål forsvandt, og de rige amerikanere skulle finde et andet sted at tilbringe vinteren, og så kastede de sig over Virgin Islands. Millionærvillaer, luksushoteller og gavebutikker skød op, og øerne besøges i dag årligt af over to millioner turister. Dog er det overvejende en-dags turister, der kommer fra de store krydstogtskibe. Turisterne er derfor øernes hovedindtægtskilde, og pengene blev ofte klogt nok investeret i industrialisering, og det blev ligefrem nødvendigt at byde omkring 16.000 sorte fremmedarbejdere velkommen. Arbejderne kom især fra Puerto Rico og andre omliggende øer, og de er så flyttet ind i de tidligere slavehytter, og så er cyklussen næsten startet forfra.
US Virgin Islands er dog i dag et af de rigeste områder i Caribien, og ikke fordi det er vores skyld, men nu kan vi danskere endelig begynde at se den sorte befolkning i øjnene
De gamle bygninger dominerer stadig gadebilledet i Christianssted på St. Croix. Her er det Guvernementshuset, hvor Peter von Scholten holdt sine berømte baller.
Uden for bygningen står et pæredansk skilderhus, og inde bag det store smedejernsgitter ses den store, pompøse trappe, der fører op til repræsentationslokalerne. Trappen er flankeret af smukke marmorbuster af fromme kvinder, der længselsfuldt kikker hjem mod det gamle land – måske var de langsynede, for de kikker hjem via Stillehavet. Over trappen ses Frederik 6.’s monogram i smedejern, og øverst ses tre flagstænger med Stars and Stribes og Virgin Islands’ flag, men den sidste flagstang var tom. Dog i hele marts måned hejses Dannebrog på alle offentlige bygninger til minde om den gamle kolonis varme følelser over for det gamle moderland og Danmarks overdragelse af øerne til USA.
Guvernementshuset var den danske generalguvernørs residens, og i vore dage er der indrettet en moderne lejlighed til den amerikanske guvernør, når han er på besøg. Ud mod Kongensgade er der en portvagt, og som det sig hør og bør på Virgin Islands, er portvagterne og andre myndighedspersoner udsmykket med kors, bånd og stjerner. Normalt er der ikke adgang til den indre gård og repræsentationslokalerne, men når der fortælles, at man er dansker – så får man lov at komme ind.
Spejlsalen i Guvernementshuset hvor de blanke damer måtte tåle at være sammen med de frikulørte.
Repræsentationslokalerne indeholder den fornemme balsal med spejle hele vejen ned langs siderne, og for enden hænger et stort maleri af Frederik 7. formentlig til minde om den konge, der officielt frigav slaverne. Da danskerne overgav øerne til USA, ribbede de bygningen for indboet og også maleriet af Frederik, der ellers havde hængt i huset siden 1851. I 1952 gav man dog maleriet tilbage samt kopier af balsalens spejle og møbler. De oprindelige møbler er stadig spredt omkring i ministerierne på Christiansborg Slot i København.
I forværelset findes den tidligere dansk-vestindiske regerings mødesal med smukke, udskårne mahognistole med Frederik 6.’s monogram. Disse stole er også kopier, og det var dronning Margrethe, der havde dem med, da hun besøgte øerne i 1976. På væggen hænger der selvfølgelig også et portræt Peter von Scholten, og det var her i balsalen, at han forargede det danske borgerskab ved at invitere frie sorte med til selskaberne. Og, oh ve og skræk, selv hans kulørte samleverske Anna Heegaard sås også ofte i balsalen, men så måtte de fine, blanke damer også kikke væk.
Der er atid 3 flagstænger på de officielle bygninger, men det er kun i marts måned at Dannebrog også går til tops.
Øerne har også deres eget segl med de tre øer aftegnet samt deres nationalfugl ”yellow brest”, deres nationalblomst ”ginger thomas” og et sejlskib, der viser havets betydning for øerne. Derudover viser seglet både Stars and Stribes og Dannebrog. Jamen, man bliver jo helt stolt og kan dårlig forstå, at de på trods af alt har varme følelser for det gamle land. Og det selvom vi tyvstjal deres forfædre i Afrika og sejlede dem over Atlanten og derefter udnyttede dem til sidste blodsdråbe. Men der er åbenbart et eller andet, der stadig binder vores befolkninger sammen igennem den fælles historie, for øerne havde i en lang årrække en enorm betydning for det dansk-norske kongerige, og det både kulturelt og økonomisk.
Elenore der står foran sin lille hus i Christianssted, hvor hun havde boet i 30 år. Hyggelig snak og stort håndtryk og "Good bless you and come back again". Foto 2009.
På det sidste er der kommet mange palæstinensere og latinamerikanere til øerne. Palæstinenserne er dygtige forretningsfolk, og de ejer mange af de forretninger, hvor gæsterne fra krydstogtskibene lægger deres penge. Latinamerikanerne hører til i den anden ende af skalaen, og de er ofte henvist til at tage de lavest lønnede job, som ingen andre vil have.
Med denne status for øerne kunne de udøve langt mere selvstyre, hvis de ville, og de kunne endda skrive deres egen grundlov, men øernes borgere går ikke voldsomt op i politik. De fleste mener, at politik er beskidt med korruption og andre dårligdomme, så det er sundest at holde sig fra det. De fleste ønsker heller ikke selvstændighed fra USA, og en folkeafstemning viste, at 90 % af stemmerne mente, at man skulle bevare tingene, som de er. Øerne ville formentlig også få mindre støtte fra Washington, hvis de blev en delstat.
Francis er født på øerne fortalte hun. Hun arbejdede i den lille cafe Bumbas og hun ville være perfekt til en tandpastareklame. Foto 2009.
I slavetiden hed de farvede udover neger, ofte bare ”de kulørte”, og de hvide hed de ”blanke”. Men på plantagerne boede de hvide i Great House, medens de kulørte boede i ”negeriet”. Men hvad kalder man så i vore dage en person, der i en eller anden grad stammer fra Afrika, men bor i Amerika? I Skandinavien er ordet ”neger” yt, og man skal heller ikke i USA bruge ordet ”negro”. ”Nigger” skal man endelig ikke bruge hverken i sjov eller alvor, for hvis det kommer fra en hvid mund, opfattes det meget negativt. Så er det lidt bedre med ”Afro-american”.
I øjeblikket er den mest korrekte betegnelse i USA ”African-American”, og ”black” går også an, men i denne beretning vil jeg nok oftest bruge betegnelsen ”sort”, som er naturligt for os skandinaver.
En hel tilfældig nummerplade fra US Virgin Island. Det blå hav, fisk og blomster. Vi solgte et paradis.
Den helt tunge indtægtskilde for øerne er turismen med omkring 2 millioner besøgende om året. Hele 70 % af befolkningen tjener deres penge direkte eller indirekte fra turisterne. De fleste kommer til St. Thomas, dog kun en enkelt dag i forbindelse med et krydstogt-stop. De fleste besøgende kommer fra Nordamerika, og det gør, at øerne er meget følsomme over for konjunkturudsving i USA. En skrap orkan kan også betyde, at turisterne holder sig væk. Det giver økonomisk ustabilitet og det flere år efter, at vinden har lagt sig.
Danske turister udgør kun en forsvindende lille del, men til gengæld er vi meget populære både på grund af den historiske tilknytning, og fordi vi er oprigtigt interesserede i øerne. Og så har vi ry for at være venlige og usædvanligt nemme at have med at gøre. I 2009 fik U.S. Virgin Island deres egen meget smukke quarter dollar. Med rette er de stolte af den.
Øerne er dog stadig et af USA’s fattigste områder, og en stor del af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Det er især på St. Croix, at udviklingen er gået noget i stå, for de mangler indtægterne fra de store krydstogtskibe. På St. John er problemet, at de rige amerikanere køber sommerboliger på øen, så priserne stiger så voldsomt, at de faste beboere ikke kan følge med.
Så er der jo lige nogle vejr-minusser i form af orkaner – hurricanes. Heldigvis rammer de sjældent øerne, men når de gør, er det en sand rædsel. Der var et hus med en trappe, da hurricanen Hugo raserede St. Croix. Huset blæste væk, men trappen, der er af beton holdt og venter på et nyt hus.
Det er faktisk sådan, at orkansæsonen markeres af helligdage, og det er fjerde mandag i juli på Supplications Day, at man i kirkerne beder om, at øerne må blive skånet for orkaner. Efter en forhåbentlig vel overstået sæson siger man tak den tredje mandag i oktober på Hurricane Thanksgiving Day. Emilia var husslave på St. Croix på den store Constitution Hill plantage, der var ejet af den dansk-tyske familie Schimmelmann, der med tiden ville indgår i et af Europas største private imperier for handel og udnyttelse af slaver fra Afrika. I huset arbejdede foruden Emilia over 30 andre husslaver, der skulle sørge for, at herskabets stuer og sovegemakker var i den fineste stand. Der blev ikke taget det mindste hensyn til en slavepiges frugtsommelighed, så hun skulle slæbe rundt på tunge kandelabre og fornemme opsatser af Meissnerporcelæn. Hun var dog heldig, at hun ikke var markslave, hvor kvinderne ofte aborterede under det tunge arbejde.
Faderens navn til Emilia Reginas kommende barn havde hun holdt hemmeligt, og selvfølgelig var barnet heller ikke hendes eget, for det kunne sælges til hvem, det skulle være, hvis herskabet ville tjene en ekstra skilling. Plantagen hvor slaven Hans Jonathan blev født af negerinden Regina. Ingen barnefader var skriftligt udlagt, men det var højst sandsynligt, at generalmajoren selv havde haft en finger med i spillet.
Fruen i huset var den temmelig rethaveriske Henriette von Schimmelmann, der var hollænder og opvokset i Kapstaden i Sydafrika, hvor hendes far var generalguvernør. Skæbnens veje førte hende til Dansk Vestindien, hvor hun som ung blev gift med justitsråd og byskriver Wilhelm Schäffer. Hendes mand døde i 1774, og hun giftede sig igen med friherre Heinrich Ludvig Ernst von Schimmelman, og de slog sig ned på plantagen Constitution Hill. Slavinden Emilie Regina var fulgt med i fruens arv af sorte slaver til den nye, fælles schimmelmannske husholdning. Ved dåben i 1784 i Christiansteds lutheranske kirke fik drengen navnet Hans Jonathan og indførtes i kirkebogen som: ”Et uægte Mulatte-Barn, hvis Moder er Negerinden Regina tilhørende Generalmajor de Schimmelmann, hvorimod der ingen Barnefader skriftligt er udlagt.”
Generalguvernøren og hans generalinde begyndte at tage deres tilværelse op til overvejelse, for tiderne var efterhånden ugunstige i Dansk Vestindien, så de besluttede sig for at forlade øerne og tage blivende ophold i kongens København. På rejsen havde de medtaget generalindens foretrukne husslave Emilia Regina, men til Emilias store sorg blev den fireårige Hans Jonathan ladt tilbage i flokken af husslaver på Constitution Hill. Fruen kunne ikke klare sig i en kold hovedstad uden sine sorte kammerpiger, men småbørnene kunne hun virkelig ikke bruge til noget. I Heinrich Schimmelmanns husholdning var der nu fem sorte husslaver til at opvarte den fine familie. Et lyspunkt var, at familien sammen med resten af tyendet forlod København om sommeren og nød landlivet på Fruens landsted i Skodsborg.
General Schimmelmann døde i 1793, og det var dårligt nyt for det sorte tyende i Amaliegade. Medens generalen levede, afværgede han de værste udslag af Fruens nykker, men med generalen under mulde rettede generalinden sit koleriske temperament især mod husets unge tjener Hans Jonathan, som hun kaldte Mulatten.
Slaget på Reden i 1801, hvor Hans Jonathan kæmpede bravt, men det forandrede ikke hans egen kamp for friheden.
Kongen bebudede, at alle arbejdsføre mænd skulle melde sig, og Hans Jonathan besluttede at følge sin konges bud. Generalinden blev rasende og bankede den 17-åriges arme, nakke og rygstykker med et spanskrør. Hans Jonathan råbte, at hun ikke skulle vente at se ham mere, for han ville i krig mod englænderne og gik ned til flådens fartøjer i havnen, hvor han kom om bord på det lille blokskib ”Charlotte Amalie”.
Generalinden gik til politiet og anmeldte Hans Jonathan for udebliven fra sin tjeneste, og så fik hun også lige tilføjet, at der var forsvundet 200 rigsdaler, selvom hun godt vidste, at det nok var hendes egen søn, der har fjernet pengene. Hun ville have Hans Jonathan pågrebet og sat på vand og brød og senere sendt tilbage til Vestindien. Politiet havde dog andet at tænke på og lod sagen ligge.
De danske skibe kæmpede bravt, og det gik slet ikke, som englænderne havde forventet, og faktisk var de dybt imponerede over danskernes heroiske kamp mod overmagten. På englændernes kommandoskib beordrede sir Parker det signalflag hejst, som betyder ”Afbryd kampen”. Lord Nelson satte kikkerten for det højre øje, som han var blind på, og sagde de berømte ord: ”Jeg kan virkelig ikke se noget signal”, og så fortsatte han kampen og pressede sig igennem de danske linjer. Lord Nelson der desværre for danskerne satte kikkerten for det blinde øje og fik presset sig igennem de danske linier.
Slaget på Reden var slut, og England havde vundet det, men danskerne havde kæmpet bravt, og de faldne blev udråbt til nationens helte. Kisterne med de døde blev ført igennem København, og unge hvidklædte piger kastede blomster på kisterne, medens tusindvis af københavnere fulgte dem til Holmens kirkegård. Hans Jonathan var kommet igennem slaget uden fysiske mén, og han fik endda 15 rigsdaler for sin indsats. Der var ingen blomster fra Generalinden, for da Hans Jonathan vendte tilbage, skældte hun ud og låste ham inde i husarrest, og senere overgav hun ham til flåden for at disciplinere ham. Det var jo et patriotisk bidrag til fædrelandet, og så måtte hun prøve at klare sig igennem med kun ni tjenestefolk til sin opvartning.
Hans Jonathans bedrifter på søen er velkendte, og både mandskabet og kaptajnen roste ham for indsatsen under slaget. På et af skibene, hvor han senere gjorde tjeneste, mødte han en anden slave, Peter Samuel, der også var tvangsudskrevet af sin ejer. De to slaver mente, at de havde gjort deres pligt over for konge og fædreland – de havde overlevet kampene – nu ville de gerne have deres frihed. Admiral Bille, der også var kammerherre, gik til kronprins Frederik med sagen. Jo, Kronprinsen kendte udmærket enkefru Schimmelmann, de hilste pænt på hinanden i Amaliegade, men han kendte også til hendes hidsige temperament, så han skrev til admiral Bille: ”Da jeg ingen ufri Mand kiender i Danmark uden den, som efter Lov og Dom er tilkiendt Lænkernes Byrde, saa kan dette Menneske ei heller ansees som Slave”.
Admiral Bille tilføjede for en sikkerheds skyld, at så længe generalinde Schimmelmann opholdt sig i Danmark, havde hun ingen anden ret over Hans Jonathan, end hvad enhver herre havde over sin tjener, så han måtte anses som en fri mand.
Enkefruen gik rasende til politimesteren, hvor hun indgav en skriftlig klage, og Hans Jonathan måtte møde op i politiretten. For at sætte lidt ekstra trumf på sagen anklagede hun også Hans Jonathan for tyveri, men det kneb med beviserne, da det var hendes egen søn, der havde foretaget tyveriet. Hans Jonathan søgte blot en fremtid i søværnet, og han skrev til kronprins Frederik, der sendte sagen til kommandør Otto Lütken, der kendte Hans Jonathans bedrifter under Slaget på Reden. Han kan ikke få tjeneste i søværnet, før enkefruen havde givet sit samtykke, og hun krævede 400 rigsdaler, hvis hun skulle slippe ham. Sagen var igen gået i hårknude, og 3. december 1801 opsøgte tre ansatte i retten og en advokat Hans Jonathan, og han kastedes igen bag lås og slå i hovedstadens civile arresthus. Enkefruen ville have ham sendt til Vestindien hurtigst muligt, så hun kunne sælge ham, og det var lige op over, for i følge den kongelige forordning ville slavehandel i de danske riger blive forbudt fra 1802. I Hof - og Stadsretten skulle den 23-årige nylig udnævnte dommer Anders Sandøe Ørsted tage stilling til, om man kunne holde slaver i det danske moderland. Kan man eje et andet menneske, og kan et menneske bare være en ting?
Nogle af Hans Jonathans islandske efterkommere.
Vidnerne hørtes, men fru Schimmelmanns andre slavers vidneudsagn kunne ikke tillægges nogen vægt, og de to advokater bidrog ikke stort til nogen afklaring. De 5 dommere var enige, dog med forskellige begrundelser: ”Hans Jonathan er enkefru Schimmelmanns ejendom, han er hendes slave”. Han var i mellemtiden blevet bestyrer af handelsstationen og havde et godt øje til Katrin Antoniusdóttir, hvis slægt sad på halvdelen af landsdelens gårde og handelsstationer. Den islandske ungmø, der var udrundet af nordisk bonde- og vikingeblod, sagde ja til giftermål med den sorte slavedreng fra Caribien. Parret levede et nøjsomt og arbejdsomt liv og fik to mørke og sortkrøllede børn, en pige og en dreng, der kunne føre slægten videre. Hans Jonathan døde pludseligt en kold vinterdag i 1827 kun 43 år gammel. Han døde som en fri mand i det islandske, og aldrig havde man hørt ham beklage sig over livets tilskikkelser og genvordigheder. Inden han døde, fortalte han sin kone og børn om sin hemmelighed, for han var søn af den general Schimmelmann, der var den eneste Schimmelmann, der vovede sig ud på de vestindiske øer.
Med de sine to børn havde Hans Jonathan lagt spiren til en stor efterslægt, og 200 år efter kaldes et bestemt område på Island i folkemunde stadig for ”Congo” i kraft af det mørke islæt i bygden.
De to sorte børn Alberta og Victor, der blev udstillet i Tivoli. På et tidspunkt kom de i bur, da det forlød, at de var kanibaler, og at de var farlige.
Der var ikke ligefrem tale om, at de nybagte forældre skulle giftes, for Henry havde travlt mange andre steder i byen, men han fik dog Sarah installeret i et mindre træhus i Prindsens Gade nr. 56. Orkanen San Ciriaco rasede i 1899 i ikke mindre end 31 døgn og ødelagde hjemmet, så Sarah og Victor måtte flytte tilbage til svigerinden Louisas overfyldte hus. Efter at Sarah havde født en ny søn Frank med faderen Henry, blev det dog for meget for barnefaderen med al det skrål, så han flyttede hen til en ung gadehandlerske. Han aflagde dog stadig Sarah besøg og skænkede hende datteren Ingeborg. Børnene skulle stort set klare sig selv, og moderens tålmodighed var kort, og endnu kortere var afstanden til sømmet, hvor spanskrøret hang. Om hverdagen legede børnene tit på stranden i et lyst, vidunderligt frirum, og kun om søndagen fik de fjernet snavset fra den forgangne uge med skurebørsten, så de lignede nypudsede paradestøvler. I deres pæne søndagstøj gik de så op ad bakken til Nygade til brødremenighedens kirke Friedensberg. Medens Sarah sad i Friedensberg og sang med på salmerne, gik Victor og Frank i søndagsskole for at blive ledt ind på dydens rette vej. Søndagsskolen havde en gang om året en udflugt, der gik op til et af St. Croix’ smukke udsigtssteder, og her forvandlede de hvide damer sig til engle, for de proppede børnene med sandwichbrød med skinke og smør. Varm chokolade blev skænket op i et væk, og maverne blev fyldt til bristepunktet, så Victor måtte knibe sig i armen over al den overdådighed. Det måtte være himmerige på jord, men om mandagen vågnede de igen op på sivmåtten på gulvet til den klæbrige majsgrød.
En dag skete der noget, idet en hvid mand, som kaldte sig skoleinspektør Rübner-Petersen, stod i hytten. Han opfordrede indtrængende mor Sarah til at sige ja til, at 7-årige Victor blev sendt til Danmark for at lære den danske kultur at kende og uddanne sig til skolelærer for derefter at vende tilbage til Vestindien og give kulturen videre til sine landsmænd. Lille Victor var specielt udvalgt, og det hele lød jo så kønt, der var bare den hage ved det, at det var løgn fra ende til anden. Den virkelige Rübner-Petersen var endda ikke på øerne på det tidspunkt. Sandheden var, at Victor skulle udstilles som et kulørt indslag for et dansk publikum, så de kunne se, hvilke undersåtter og kulturer danskerne havde trukket ind under Dannebrog. Alberta i Vajsenshusets skole. Hun nåede desværre ikke at vokse op, da hun allerede som 16 årig døde af tuberkulose.
Det var den myndige forfatterinde og admiralinde Emma Gad, der havde fået ideen til udstillingen, der skulle finde sted i løjtnant Carstensens Tivoli. Den stenrige grosserer Moses Melchior blev præsident for udstillingen, men Melchior overlod til sin forretningsfører Ford på St. Croix at sørge for de praktiske fornødenheder. Udstillingen skulle være en levende udstilling, og fru Gad forestillede sig nogle kurvemagere fra Vestindien. Der var dog det problem, at der ingen kurveflettere var tilbage på øerne, for de sløje tider gjorde, at der ikke var nogen, der havde råd til at købe kurveflet. På damperen i havnen lastedes udstillingsvarer som kokosnødder, søde kartofler, sukkerrør, rom og hatte, og nu manglede der bare en præsentabel sort familie. Der var faktisk fundet et kurvemagerpar, men i sidste øjeblik slog kvinden hælene i jorden og nægtede at gå om bord på damperen og lade sig udstille. En sort mr. Smidt fra St. Croix var dog blevet overtalt til rejse over med sine tyve sorte grise, ti høns og to æsler, og så skulle han gå rundt ved pavillonen og en rigtig ”negerhytte”, men der manglede jo nogle kurvemagere eller nogle sorte børn. Melchior tripper rundt i sit kontor på Højbro Plads og beordrede, at Ford ufortrødent skulle sende to negerbørn, men han skulle nok gå lidt stille med dørene. Ford kikkede ud på stranden, hvor en flok sorte børn sprang rundt og legede, og lidt efter stod han i Sarahs hjem og overtalte den unge kvinde til at lade sin ældste søn rejse til Danmark. Kun for en stund, men til et bedre liv og til en chance, som kun var få sorte børn beskåret.
En uge senere blev Victor vækket tidligt og blev skuret og skrubbet, selvom det ikke var søndag, og medens tårerne løb ned ad kinderne på moderen, blev Victor sat op i en vogn sammen med den fireårige Alberta, som Victor kendte fra børnenes leg i gaderne. Mødrene græd, og lille Alberta græd, men Victor havde ikke rigtig forstået, hvad der skulle ske, og han undrede sig over gråden. Børnenes fødeø forsvandt i det fjerne, og det blev sidste gang, de to børn så deres mor.
Tivolis hovedindgang år 1900. Udstillingen blev en kæmpe succes, for aldrig havde københavnerne set noget så mærkeligt som mennesker, der havde sort hud.
Til sidst blev folks pågåenhed så slem, at den store pige måtte søge hjælp hos en politibetjent, der ledsagede dem hen til hovedindgangen til Tivoli. Børnene blev ført hen til den vestindiske pavillon med palmer, grise, høns og møbler i kolonistil. Her og kun her skulle de opholde sig og være synlige for havens gæster, der hurtigt flokkedes om børnene. Efter nogle timer søgte Victor hen til en grønlænderfamilie, der lavede husgeråd og tyggede sælskind, men et drag over nakken sendte drengen tilbage til de sørgeligt visne palmer.
Om aftenen blev de hentet af glarmesterens datter, og næste morgen eskorteret til Tivoli af en politibetjent. Victor og Alberta blev Tivolis store tilløbsstykke, men Victor hadede det og løb tit hen til den grønlandske afdeling. Det renderi måtte der gøres noget ved, så der blev fremskaffet et bur, som Victor og Alberta så måtte sidde i, og så kunne folk jo komme og kikke. Så gik rygterne, at det var to menneskeæderbørn, og at de var så farlige, at de måtte sættes i bur. Victor begyndte at reagere ved at spytte på folk og blev som et vildt dyr, når folk ville håndfodre ham med brødstumper og jordnødder. Kronprinseparret, den senere Frederik 8., kom også og besøgte børnene, og kun i sidste øjeblik undgik kronprinsessen en spytklat. Victor var begyndt at samle mundvand, men da hun hængte en sølvskinnende kæde med en guldmedalje om halsen på ham, sank han spyttet og sagde pænt tak. Det ville jo være indlysende at sende dem tilbage til Vestindien, men da Ford havde lovet mødrene noget, som han ikke kunne holde, talte han imod at sende børnene hjem. I stedet blev de efter nogen betænkning optaget på Vajsenhusets skole for forældreløse børn. De blev samtidig indlogeret hos gammeljomfru Petersen på Frederiksberg, der i flere år havde haft børn i pleje fra Vajsenhuset, og hun havde i forvejen tre andre børn i sin varetægt.
Hver morgen var et mareridt for de to sorte børn på vej til skolen. De danske børn råbte: ”Gå hjem og vask jer, beskidte abekatte”, og fulgte hujende efter dem. Voksne anstillede sig bange og råbte højlydt på mor, når de nærmede sig. Victor Cornelins besøger som en ældre mand sin mors grav. Fra han blev bortført som 6 årig, så han aldrig sin mor i live.
Vajsenhuset blev hurtigt et sikkert tilflugtssted, for lærerne var skytsengle, og de andre børn betragtede dem som deres brødre og søstre. I skolen klarede de sig godt, og skolevejen hjem var ikke den skærsild som udturen, for de store skolekammerater fulgte dem hjem, og der opstod ofte slagsmål med uddeling af blå øjne og blodtude. Moderen hjemme på øerne var bekymret, og først to år efter børnenes afrejse, kom hun i kontakt med grosserer Melchior, der kunne forsikre, at Victor var under god og samvittighedsfuld omsorg. Hos frøken Pedersen gik det dog ikke så godt, for de store plejebørn var rejst, og hun kunne ikke få pengene til at slå til. Det vintertøj børnene havde fået fra Vajsenhuset, havde hun pantsat, og ofte var hun ikke hjemme, når børnene kom fra skole, og så måtte de sidde på trappegangen og hundefryse. Mad fik de heller ikke meget af, måske en humpler rugbrød med fedt eller margarine, og de fik heller ikke madpakker med i skole. De andre børn i skolen tilbød dem noget af deres madpakker, men Victor var for stolt, medens lille Alberta med tak modtog de gaver, som kammeraterne tilbød.
Frøken Petersen måtte opgive sin lejlighed og flyttede ind som logerende hushjælp hos sin niece, der var damefrisør, og som ikke kunne fordrage de to ”snottede, sorte unger”, der fremover måtte leve af de levninger, som frøken Pedersen bar ud i køkkenet. Det var det, der kaldtes en god og samvittighedsfuld omsorg, og som meddeltes Victors mor. Victor Cornelins egen bog om sit liv. Det fremgår af bogen, at han var en meget positiv mand, og som han selv skrev, at han havde det som blommen i et æg: "Helt omgivet af hvide"
Hvordan gik det så senere i livet de to kannibaler i Tivoli? Alberta kom efter sin konfirmation ind på Kornprinsesse Louises Tjenestepigehjem på Frederiksberg. Hun røbede aldrig sine fremtidsplaner, for kun 15 år gammel døde hun af tuberkulose og blev begravet den 31. marts 1917, samme dag som Dansk Vestindien blev overdraget til USA. Victor Cornelins gik det betydelig bedre, og han døde først som en 87 år gammel mand og stadig boende i Danmark. Mod alle odds havde han uddannet sig til skolelærer og endte som en meget vellidt viceskoleinspektør på Nakskov Byskole. Samtidig var han en meget populær foredragsholder og var en stor musikalsk begavelse. Han blev så kendt, at han deltog i radioprogrammer, og der blev skrevet artikler om ham i bladene. Han blev dansk gift og fik to døtre, der kunne føre hans gener videre i Danmark. Først 27 år efter moderens død besøgte han De Vestindiske Øer og kunne dvæle ved hendes grav. Mange breve har krydset Atlanten i tidens løb, men næsten alle fra moderen, der aldrig glemte sin lille dreng.
Victor Cornelins blev heller ikke glemt, for hans portræt hænger på museet på Koldinghus i udstillingen ”Den danske Helt i 1000 år. Blandt Saxo, Tordenskjold, Peter Willemoes og Knud Rasmussen.” Blandt andet får han dette skudsmål: ”I begyndelsen af århundredet var et sort ansigt et overordentligt eksotisk indslag i gadebilledet. Lykkeligvis var Cornelins mand for at klare virakken. Han endte som en elsket og respekteret skoleinspektør i Nakskov for flere generationer af blåøjede unger og beviste over al måde, at han var værd at bemærke for andet og mere end sin hudfarve. Tusindvis af børn, der nu længe har været voksne, husker stadig den engagerede og anderledes lærer, der gjorde forskellen.”
Det tabte paradis. Læs mere om Dansk Vestindien på Kim Greiners hjemmeside www. rejsefortaelling.dk Klik her og kom til www.rejsefortaelling.dk
|
Hele den rigdom som stammer fra det gamle Dansk Vestindien bygger på en trekanthandel, hvor danske skibe sejlede ned langs Afrikas vestkyst til de danske besiddelser på det, som også kaldes Slavekysten eller Guldkysten, nærmere bestemt Ghana. Her blev skibene lastet med indfangne sorte slaver, der derefter blev sejlet tværs over Atlanterhavet til De Dansk-Vestindiske Øer i Caribien. 
19. Øerne bliver til kronkoloni.
Det var ikke danskerne, der selv drog ind i det ukendte Afrika og hentede slaverne, nej, de blev solgt til danskerne af andre afrikanere. Der havde altid været stammekrige mellem afrikanerne, så det var krigsfanger og røvede kvinder, der blev bragt til kysten og solgt til bl.a. danskerne. Men det var helt sikkert europæernes tilstedeværelse, der satte ekstra gang i handelen med slaver. Hvis en høvding ikke havde tilstrækkeligt med geværer og krudt, blev hans egen stamme løbet over ende, og befolkningen blev taget med og solgt som slaver. 
De kærlige ord fra København var dog svære at efterkomme, for det var sjældent, at besætningen vovede sig ned under dækket. Det meste af tiden blev maden hejst ned og fordelt af nogle enkelte slaver. Urin og afføring lå i lag på slavehylderne med en enorm smitterisiko og en ubeskrivelig stank. Det hjalp ikke meget at ryge på slavedækket, for det var blot nogle jerngryder med vådt træ eller enebærgrene. Det dæmpede måske stanken, men den kvælende røg gjorde slaverne mere desperate og kunne ligefrem medføre, at de blev røgforgiftede.
Når skibene var kommet fri af England, og der kunne nogle gange gå måneder, kunne de falde af for vestenvinden, der er fremherskende i den nordlige del af Atlanterhavet, og så gik det strygende sydpå. Skibene fik også ofte medvind af portugisernorden og endda af Portugalstrømmen, der også var sydgående. Når portugisernorden var ved at slippe op, blev den afløst af nordostpassaten. Hvis det utænkelige skulle ske, at passaten slækkedes, gled skibene ind i Canariestrømmen, der løber sydpå langs Afrikas vestkyst. 
Når de danske skibe endelig forlod det hvide fort, gik de ikke vestover, men måtte styre sydøst ind i bunden af Guineabugten til de portugisiske øer Säo Tomé og Principe. Det var en omvej på over tusinde sømil, som skibene var tvunget til, for først hernede kunne de komme ind i strømme og vindretninger, der kunne fører dem over Atlanterhavet. 
Cariberne havde overtaget St. Croix, som de kaldte Cibuguiera (Stenet Land), da et andet grusomt folk pludselig dukkede op. Det var et folkeslag, der kom langvejs fra, de var underligt blege i huden, havde hår i ansigtet, og de stank værre end en ulykke. De åd dog ingen, men gennemførte et af verdenshistoriens største folkedrab – europæerne var nået til det amerikanske kontinent.
Columbus mødte her første gang cariberne, der tidligere havde fordrevet den mere fredelige stamme arawakerne. Cariberne var et barsk folk, der ikke stak op for bollemælk, så de gik til angreb på de hvide. Der var flere dræbte på hver side, og Columbus ”befriede” et par arawak-slaver, som han dog ikke gav fri, men senere tog med hjem til Spanien, hvor han forærede dem til den spanske dronning. 
Turen over Atlanten skulle normalt tage tre måneder, men denne kom til at tage syv måneder, og undervejs var der 77 døde, og efter nogle få måneders hårdt slid på St. Thomas var der kun 29 tilbage af den oprindelige flok. Nogle hollændere og englændere, som var forvist eller flygtet for straf fra andre øer, ville gerne hjælpe til på St. Thomas, og danskerne tog imod dem med kyshånd og det endda uden at kikke på anbefalinger eller kontrol af rene straffeattester. 
Hans bror Adolph Esmit, der var viceguvernør, afsatte Nicolaj, der rejste hjem og blev erklæret sindssyg, så han blev ikke retsforfulgt. Adolph udviklede sig efterhånden til en værre tyran end broderen, for han spredte rædsel omkring sig med parterede slaver, der blev hængt op rundt om i byen. Og de hvide fik gennemskåret tungen med gloende tænger, hvis de efter hans mening ikke opførte sig ordentligt.
Klimaet var betydeligt bedre på øerne end hjemme på Guinea-kysten med den kvælende hede og febersumpe. Her var der friske passatvinde og hvide strande med svajende palmer. Søfolkene glædede sig også med lige så meget rom, de kunne hælde i sig, og med slanke pigebørn i alle tænkelige brune hudfarver. Og så kunne man glæde sig til den store offentlige slaveauktion.
Slaverne blev ført igennem byen, og de gjorde store øjne over al herligheden med kirker med tårne og spir og kareter med alle disse lette skabninger i silke og musselin, og det som kun de færreste havde set i Afrika – de hvide kvinder. Overalt var der sorte mennesker, som arbejdede, og de gik frit omkring. I kompagniets gård fik slaverne på ny risengrød med sukker og en pibe tobak, og i mellemtiden havde trommeslageren forkyndt, at der var en auktion undervejs.
En frineger kunne også selv have købt sig fri, men det var bestemt ikke nemt, for hvis de ”blanke” (hvide) opdagede, at en slave havde penge, blev de uden videre konfiskeret. Herren havde jo den samme rettighed over for slavernes gods og guld som over deres legeme. Sådan en handel var altid til overpris, og det eftertragtede frihedsbrev måttes forhandles igennem en mellemmand.
På St. Croix ses i dag mange steder syv flag smælde, idet øen har haft en omtumlet tilværelse, inden danskerne købte den af franskmændene i 1733. Det engelske og hollandske flag skyldes, at der levede englændere og hollændere på øen indtil 1625. Derefter kom spanierne i 1650 og fordrev dem begge. Så overtog Frankrig øen, men de forærede den til Malteserordenen som tak for riddernes kampe mod tyrkerne.
Gardelins slavereglement
med ny skrap lovgivning skulle gøre livet
endnu sværere for slaverne. Selv fest og dans skal være slaverne aldeles
forbudt.
Efter at Danmark havde købt St. Croix af franskmændene i 1733, blev den norske storkøbmand Frederik Moth guvernør, og danske landmålere lagde en hovedlinje gennem øen og opdelte den i ni kvarterer. Danskerne var stadig ikke meget for at friste skæbnen i det ukendte, så kun et par hundrede kom til øen som servinger, så de fleste nye tilflyttere var englændere. Der manglede slaver, så slavehandelen blev givet fri, hvorimod kompagniet stadig havde monopol på al anden handel.
Det var ikke Christian 7.’s ide, for han var nærmest sindssyg, men kongen bekendtgjorde 16. marts 1792, at slavehandel ville blive forbudt fra 1802 – altså 10 år senere. Ideen kom fra finansminister Schimmelmann, der godt vidste, at negerne døde i hobetal, fordi de blev så dårligt behandlet, og de fødte for få børn, fordi negerinderne aborterede under det hårde arbejde. 
Så skete der noget mystisk, og ingen ved den dag i dag, hvad der egentlig skete, men det fik afgørende betydning for Peter von Scholtens videre karriere. Von Scholten var med i majestætens følge, da Frederik 6. i januar 1814 på vej hjem fra fredsslutningen i Kiel frøs inde på Sprogø midt i Storebælt. De måtte tilbringe 5 dages ventetid i en lille elendig hytte næsten uden proviant, men dog med godt med brændevin. Da brændslet slap op, måtte de forstyrre gravfreden og bruge en ligkiste som brænde – dog var det kun en englænder, der lå i den.
Men der var noget mærkeligt ved hans hurtige karriere, og på trods af sine enorme indtægter havde han aldrig penge, så han lånte penge både her og der. Det har givet anledning til en teori om, at Peter havde en hemmelig aftale med Frederik 6: ”Kongen gav ham rige Embeder mod, at Scholten forsynede Kongen under Bordet med penge til hans Elskerinde og deres fælles Børn”. For kongen syntes ikke, at han ville tære på sit forarmede lands skatteindtægter til underhold af sin maitresse og deres børn, og pengene fra Vestindien kom udenlands fra.
Anna havde, om ikke ligefrem været på omgang, så dog alligevel boet sammen med adskillige fremtrædende ”blanke” (hvide) mænd, inden hun 37 år gammel fandt sin hjertes udkårne i kongelig generalguvernør Peter von Scholten. Peter gav hende kælenavnet Nanan, og hun var helt sikkert også hans store kærlighed, selvom andre undrede sig. ”Jeg tror aldrig, at Scholten har hængt saa længe og saa meget ved noget Fruentimmer som ved hende, skjønt hun nu er 50 Aar”. Sådan skrev kolonialadjudant H.C. Knudsen, som Anna før havde boet hos. Det var helt almindeligt, at de blanke embedsmænd boede sammen med kulørte kvinder, især når de lovformelige, hvide hustruer ikke ville følge deres mænd til
Vestindien.
von Scholten og Buddo kendte hinanden godt, og de red ofte sammen, når de tog ud til urolige plantager. Når slaverne så den sorte mand, holdt de op med at råbe: ”Our children free, but we slaves”. Og planterne kaldte spottende Buddo for generalguvernørens højre hånd. 
Øernes indtægter faldt stadig drastisk i takt med, at sukkerroen vandt mere og mere indpas. På landbrugsøen St. Croix bredte fattigdommen sig, og i perioder var der ligefrem hungersnød. De sorte var frie, men dybt fattige, og de måtte selv betale for al medicin og lægehjælp, hvis de blev syge. Børnedødeligheden steg og var så stor som i den værste slavetid.
Derefter begyndte studehandelen igen, og nu blev man enige om ikke mindre end 25 millioner dollars, og kort efter blev aftalen ratificeret af det amerikanske senat.
